Ærlighed om stress og sårbarhed skaber også nye muligheder for at forandre, hvordan vi ser på os selv og hinanden.
Helt ærligt, så glæder det mig, at vi nu er et sted i vores historie, hvor højprofilerede mennesker melder ærligt ud omkring sårbarhed, stress, pres, belastning etc og dermed sætter fokus på den måde, vi har indrettet vores samfund og liv på.
Vi er jo vidner i en kæmpe brydningstid, hvor vi kaster rigtig mange kæmpestore emner op i luften og stiller spørgsmålstegn ved vores adfærd og måde at være i verden på. Og KUN ved at se på vores mønstre og blive bevidst om dem, kan vi forandre til det bedre.
Vigtigt for mig, er det at sætte en tyk streg under, at det IKKE glæder mig at så mange mennesker lider. Men dét at vi taler højt om det skaber et håb. Et håb om, at vi kan med tid kan forandre vores syn på os selv og hinanden.
Jeg har selv levet med langvarig stor belastning og stress, som har manifesteret sig i en pt kronisk tilstand af både fysiske og psykiske følger, der har været så massive, at det har taget mig år bare at komme lidt på den anden. Det var som om min krop bare havde sit eget liv fordi den sad fast i et konstant højt alarmberedskab.
At overleve at være i en sådan tilstand er en vej, der i forvejen tager enorm udholdenhed, viljestyrke og vedholdenhed fordi modet svigter gentagende og det bider sig selv i halen, fordi psyken påvirker kroppen og omvendt. Man bliver konstant trigget af enten indre eller ydre påvirkninger, som så får hele processen til at fortsætte. Jeg havde desværre også livsomstændigheder som vedligeholdt og konstant triggede hele mit system. Kroppen og psyken er på overload døgnet rundt og det er utrolig udmattende at befinde sig i.
Oveni har jeg oplevet, at folk har haft svært ved at forstå, hvor hårdt man bliver ramt - både psykisk og fysisk – ved at være alt for hårdt belastet over meget meget lang tid.
I min proces har jeg skullet bruge enorme ressourcer (som jeg ikke havde!) på at forklare og formidle min tilstand og situation igen og igen og igen. At min krop simpelthen sagde fuldstændig fra, lukkede ned og var fyldt med smerter og lammende anspændthed 24/7, har jeg mødt mange på min vej, der havde vanskeligt ved at forstå - for det er jo ikke målbart eller synligt med det blotte øje.
JEG forstod mig selv og man kan sige, at det er det vigtigste. Men det er også utrolig ensomt og vi har alle brug for andres forståelse og støtte såvel som vores egen. Vejen var lang til at sundhedsvæsnet faktisk også anerkendte det og dermed det system, der omgiver os.
Vi KAN ikke adskille vores hoved fra vores krop og tro mig, for jeg HAR faktisk forsøgt i kampen for at holde mig selv oprejst igennem meget vanskelige livsvilkår. En kamp for at ignorere, lade som om jeg var én, der bare kunne blive ved med at rejse sig og kæmpe videre. Meeen jeg må bare sige (råbe!) helt tydeligt, klart og ærligt at: D-E-T-V-I-R-K-E-R-I-K-K-E!!
Det virker ikke, IKKE at respektere og anerkende sine begrænsninger, man bliver bare mere og mere syg. Samtidig så skal du IKKE sidde og læse det her som en løftet pegefinger, for det kunne jeg aldrig drømme om at gøre!
Jeg formidler dette, fordi det ligger mig på sinde at fortælle, hvor meget du er værd og præcis når du forstår og mærker det i dig selv, så kan du begynde at respektere dine følelser, behov, grænser og begrænsninger.
Jeg respekterede ikke mig selv, kendte ikke mine grænser, troede ikke jeg havde ret til at have dem og jeg kunne desværre nok ikke have gjort det anderledes, for her er vores livsvilkår og ydre faktorer i vores specifikke situation som kommer på banen igen. Og mine var meget lidt gunstige. Men det er en personlig og helt anden historie, der måske får plads en anden gang...
Vi har dem alle sammen - begrænsningerne/grænserne. De ligger bare et forskelligt sted for os alle, fordi vi jo ER forskellige. Nogle af os, har meget tunge rygsække fra vores livsrejse, som kan være vanskelige at lette tyngden af. Andre er født med gener, som skaber en sårbarhed eller udfordringer, som tåler mindre grad af belastning eller pres eller vi oplever hændelser, der har hobet sig op og dermed skabt en ny tærskel for vores ressourcer.
I bund og grund kan man sige det så rent og simpelt: stress og belastningsreaktioner opstår, når kravene til vores ressourcer overstiger mængden af de ressourcer vi hver især har til rådighed.
Det kan opstå ved en pludselig episode, men også ved pres over længere tid.
Og det er klart at hende, der lige har oplevet et dødsfald, haft børn i mistrivsel, vokset op i utryghed, har gennemlevet en ubarmhjertig skilsmisse og som følge har trængt økonomi har færre ressourcer at byde ind med end ham, der er gået nogenlunde trygt gennem livet og altid oplevet opbakning til livets udfordringer og dermed har en indre tro og tillid til at han nok skal klare sig.
Men den fortælling kan vende sig på hovedet, pludselig kan situationen være omvendt. Ham, der altid havde oplevet stabil tryghed i livet får revet gulvtæppet væk under sig. Han bliver fyret, hans kone bliver alvorligt syg, børnene bliver påvirket af det hele og de skal pludselig sælge deres hus, fordi indtægterne ikke længere rækker til udgifterne. Trygheden er faldet bort og han bliver selv ramt af ubalancen mellem krav og ressourcer og mærker belastningsreaktioner på egen krop. Han har måske været mere robust pga sine tidligere erfaringer, men han udvikler søvnbesvær, depression og angst som følge af de belastninger, der nu langvarigt overstiger hans ressourcer.
Livet ER forudsigeligt og vi skal huske på at se hinanden som hele mennesker uagtet vores fald, for hverken kvinden eller manden er jo mindre værd som mennesker fordi livet bød dem vanskelige tider.
Vi kan alle havne i svært udfordrende situationer af variabel grad og ved at se hinanden som de hele mennesker vi er, så kan vi også hjælpe hinanden med at ændre på vores levevis og se mulighederne i hinanden. At det er okay at være et menneske med begrænsninger, som måske skal leve og bidrage anderledes end, hvad vi hidtil har opstillet af rammer for det gode liv.
De virkelig gode og fantastiske nyheder er, at det ER ved at forandre sig! OG det afføder nye muligheder for at se mennesker som (lige)værdige og med muligheder og skaber håb for vores fremtidige syn på os selv og hinanden.
Det gode liv er i min verden meget mere end, hvad vi kan fremvise af materiel succes og overskud (jeg vil lige påpege, at der ikke er noget i vejen for at have netop det! Det skal bare ikke definere vores værd...).
Jeg er jo selv et eksempel på gentagne dybe fald og jeg kæmper utrolig meget med mit eget værd, selvom jeg ved, at mine nuværende tab af både kognitive funktioner, fysisk/mentalt overskud OG arbejdsevne – ikke skal definere mig som menneske. Jeg kan rigtig meget, bare på en anden måde end vores konventionelle tankegang gennem tiden har formet sig.
Netop italesættelsen af for eksempel stress/belastninger formidler, at vi mennesker ikke er ufejlbarlige, men sårbare væsner - skaber paradoksalt nok også mulighederne for at forandre vores syn på os selv og hinanden!
For mig er det glæden ved det enkle, smukke og nære i samværet med andre, som helt basalt er det, der skaber trivsel, tryghed og følelsen af værdi indeni mig.
Jeg blev inspireret til at vedhæfte nedenstående illustration for lige at minde om, at vi alle har solstrålerne indeni.
DET håber jeg også, at DU kan se i dig! <3
"Du er solen"
Anisa Makhoul, illustrator
Kærlig hilsen
Mette
Comments