Kender du til at sammenligne dig med andre? Det kan vi mennesker gøre på mange forskellige måder og i mange forskellige kontekster og sammenhænge. Jeg kender til det og hvis du har det ligesådan, så bare brug det her indlæg til at blive bevidst om det – IKKE til at slå dig selv i knolden over det. DET virker ikke - det ved jeg - for jeg ville få en topplacering, hvis det at slå sig selv var en olympisk disciplin!
Positiv og negativ sammenligning
Som nævnt kan vi sammenligne os med andre på mange måde. Til tider kan det være i en positiv retning, da sammenligningen kan føre til for eksempel inspiration og udvikling af os selv imod nye retninger at gå i livet, udvide vores horisont eller vores kompetencer til at mestre et eller andet.
I andre tilfælde kan sammenligning føre til et meget negativt tankemønster om os selv, fordi vi sammenligner os selv med andre som en slags målestok for om vi er gode nok. Det er primært den sidste form for sammenligningens sorte gryde, som jeg selv falder i.
Som sagt kan en positiv sammenligning, eller rettere inspiration udefra, etablere en motivation og retning for at gøre et eller andet nyt, udvikle nye kompetencer, kickstarte at komme i gang med et projekt eller en ny vane etc. På den måde oplever jeg, at det kan være positivt at tage inspiration i input udefra. Det er i min verden en form for positiv sammenligning – at blive inspireret uden at sætte sin egen person og kompetencer i negativ måling op imod andres.
Personlig vil jeg være ærlig at sige, at jeg (desværre) meget ofte falder i den type sammenligning, hvor jeg kommer til at måle mig selv i forhold til andre. Og så bruger jeg det til at køre mig selv i sænk... Det er så uhensigtsmæssigt, det er jeg fuldt ud bevidst om, men på trods af min bevidsthed om det, så overtager denne form for tænkning ofte mit sind. For når min krop og mit sind siger helt fra i stress- og smertereaktioner, så bekræfter det ligesom mine tanker om min egen uduelighed og utilstrækkelighed som mor, kæreste, ven, medarbejder, menneske og verdensborger. Og ja, så kører spiralen ligesom bare nedad og er som en kompleks knude, jeg bare ikke kan få viklet ud.
Måske kender du også til det i mere eller mindre grad, for jeg ved, jeg ikke er alene og det i sig selv kan lette lidt. At vide, at man ikke er alene om at kæmpe med at finde sin vej i en kompliceret verden.
Usynlige lidelser
Som så mange andre mennesker, har jeg en usynlig lidelse Det vil sige, at jeg lider af fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, som ingen kan se. Det viser sig for mig i form af følgevirkninger efter de langvarige belastninger og traumer, jeg har gennemlevet. Min krop og psyke har været så overbelastede, at mit nervesystem har sat sig “fast” i en kronisk tilstand af alarmberedskab/stress som giver en smertebelastet krop og sind, der meget let bliver stresstrigget. Det gør at jeg ikke kan det samme som jeg kunne engang, min krop siger simpelthen fra.
Derfor skal jeg være meget eksplicit i min kommunikation overfor andre mennesker, hvilket oveni kræver mange kræfter, som jeg i forvejen skal administrere som man tilgår et regnskab, hvor man ikke overtrækker på energikontoen – men i stedet skabe balance igen og igen.
Selvom jeg har øvet mig meget længe, så er den balance så enormt svær at finde for mig – fordi jeg bl.a. ryger ned i den kæmpestore sorte sammenligningsgryde. Dernede i grydens mørke ser jeg et omgivende samfund, der kræver en form for funktionel kapacitet og overskud, som jeg ærligt bare ikke besidder. Jeg ser min egen utilstrækkelighed i ALT, hvad jeg ser og hører, når mit mindset er i den negative spiral.
Vi lever i en verden, hvor vi konstant kan se og får input i form af ydre billeder af/forslag til, hvordan vi kan/skal leve. Hele verden bliver konstant præsenteret for os gennem den teknologiske verden og det er vi ikke alle gearet til at rumme. Jeg er i hvert fald ikke.
Meeeen hey jeg er som jeg er og insisterer på at lære at leve med, at det er okay at være forskelligt skruet sammen og at det bidrag, vi hver især kommer med er fuldstændig godt nok!
Dog kæmper jeg fortsat hele tiden mellem at ville mere end jeg kan, sætte grænser, være tro mod mig selv OG at skulle kommunikere det ud til omverdenen, for de kan ikke se mne begrænsninger. Det viser sig ofte at det er utrolig vanskeligt for andre at forstå, hvad de ikke kan se. Hvis jeg havde brækket begge ben og blev nødt til at sidde i kørestol, ville folk jo ikke behøve en forklaring på, hvorfor jeg var begrænset - de ville bare forstå det umiddelbart.
Mange som mig og vi er faktisk helt okay
Der er mange som mig, der vil forstå og kan se sig selv i det her med at leve i en verden, der stiller højere krav til én end man kan mønstre.
I min optik er det at have begrænsninger eller udfordringer i sig selv faktisk ikke et problem. Problemet opstår i samspil med den omgivende verden, som indirekte stiller krav til ens funktionsniveau og kører i et tempo, der langt fra matcher alle mennesker (langt fra! Vi har bare skabt et samfund, hvor man falder udenfor, hvis ikke man kan følge med!).
Faktum eller kernen i det her er: at vi er faktisk helt okay, alle os! Og der er rigtig mange af os - vi er bare ikke de mest højtråbende, fordi vi netop kan føle os som forkerte og ikke gode nok samfundsborgere og dermed ofte ikke tager vi den plads, som vi er lige så berettigede til som alle andre!
Accept, accept, accept...
Tilbage til sammenligningsgryden, så ved jeg (som nævnt) godt, at det ikke gavner mig at sammenligne mit funktionsniveau med andres. Eller for den sags skyld med mit tidligere selv og det jeg kunne engang.
Det er den form for sammenligning, som jeg gentagende falder i. At se på andre, der har et andet overskud fysisk og psykisk end mig, som så gør at jeg føler et meget stort mindreværd. Særligt som mor, som er min helt store akilleshæl. Jeg har oplevet at mine begrænsninger har haft meget store konsekvenser i forholdet til mine børn og det sidder ligesom fast i mine tanker om mig selv.
Personligt tror jeg, at den vedvarende øvelse i at acceptere dem vi er uagtet hvad andre måtte synes og mene - vil vise vejen videre og op af den sorte gryde. Accept er for mig at rumme mig selv med ALT jeg er - både det positive og det negative. For vi er alle sammensatte mennesker, der kan træde ved siden af, træffe de forkerte valg, såre andre, komme til at sige mærkelige eller akavede ting eller blive udfordrede af livets tumult.
Jeg har mit eget liv oplevet, at det var farligt og kunne have skelsættende konsekvenser at være sårbar eller komme til at træde ved siden af og derfor sidder den frygt for at være mig fortsat i mig. Meeen jeg vil fortsætte med at finde accept af, at det er okay at være mig på godt og ondt. Det er okay at være dem vi er uanset, hvad vi hver især kæmper med. Faktisk burde det slet ikke være en kamp, men der er vi nok desværre ikke helt endnu...
Hvis vi kan finde mere accept af os selv, vil det smitte af på, hvordan vi sammenligner os selv på den negative måde - for vi mister hele grundlaget til at gøre det, når vi ved at vi faktisk er helt okay som vi er!
Måske vil du (som jeg) forsøge at fortælle dig selv, at du slet ikke skal være andre end dig, næste gang du falder i sammenligningens sorte gryde
...og vær så god ved dig selv, hvis du alligevel falder i og vid, at du ikke er alene. Vi kan godt komme op af den igen ;-)
Kærlig hilsen
Mette
Comments