Min ærlige overbevisning er, at livet er hvad det er. Sagt på en anden måde, så kan jeg ikke leve i benægtelse eller med bind for øjnene for, hvad der sker omkring mig. Vores liv har hver især dets helt egen unikke bane og jeg tror på at vores liv bliver lettere, hvis vi kan udholde, acceptere og være med omstændighederne som de er.
Jeg har en dyb tro på at undertrykkelse af vores oplevelser og følelser udelukkende giver en kontra effekt og forværrer diverse lidelser for os mennesker. Så for mit eget vedkommende forsøger jeg at være i livet på godt og ondt. Det er faktisk vanvittig svært, for det er som at skulle kæmpe for at være et helt menneske i et samfund, der har tendens til at sige, at vi selv vælger vores eget liv.
At pådutte andre positivitet
Så kom et længe lovet indlæg om at leve med både lys og mørke...
Jeg læste tidligere en artikel om en pige, der havde været syg med epilepsi i størstedelen af sine teenageår. Hun beskrev noget, som jeg kun kan samstemme i: At vi skal blive bedre til at være sammen i det svære, at acceptere at nogle situationer er svære at finde mening i og at lytte uden at ville finde løsninger og ville fixe andre mennesker. Faktisk så kan der ske det modsatte, nemlig at vi kommer til at lægge et pres på den, der smerter ved at ville forandre deres følelser og oplevelse. At vi forlænger/forværrer deres proces ved at prøve at fordreje til noget positivt, som vedkommende simpelthen ikke selv føler - og dermed føler sig forkert!
På en eller anden måde kommer man utilsigtet til at sige: “Ja, du har det skidt, men så slemt er det ikke – du tager nok fejl af din egen oplevelse og dine følelser i den her situation. Du har ikke helt ret til at føle som du gør, for du burde kunne se et håb og det gode i situationen. Jeg ved bedre end dig”
SPOILER ALLERT!: Man kan ikke altid se det gode, når man står i orkanens øje og det er også alt for meget at forlange.
Ja, ovenstående er sat på spidsen, men det skal man jo nogle gange for at få et budskab igennem.
At føle håbløshed er naturligt i håbløse situationer
Faktisk mener jeg, at vi skal give plads til følelsen af håbløshed og jeg ved af erfaring at jeg kun får det værre, hvis den følelse ikke bliver rummet. Når man står i total magtesløshed med de kort, der er blevet én spillet og er et sted, hvor du ikke har flere handlemuligheder eller ressourcer, så er følelsen af håbløshed og opgivenhed en helt naturlig og menneskelig reaktion.
Ja, det kan være angstprovokerende at stå overfor et menneske og sige ja, det forstår jeg godt – for vi er ofte ikke vante til at være i det ukomfortable på den måde, uden at føle, vi skal løse det og få det til at gå væk (ofte fordi, vi ikke selv kan rumme det, som det vækker i os selv).
Men det er netop her, hvor jeg af hjertet tror på, at vi her kan gøre hele forskellen for et andet menneske. Nemlig at rumme og være sammen i noget, der kan føles ubehageligt. Når ubehaget bliver rummet i fællesskab med et andet menneske, vil det kunne løbe frit igennem vores krop og sind og på den måde blive lettere igen. Modsat vil en undertrykkelse eller følelse af forkerthed med sandsynlighed sætte sig som en form for prop (traume) i systemet og forværre den lidelse, som havde brug for at blive rummet.
Jeg er selv blevet meget mere syg af at undertrykke og kamuflere mig selv i angst for fordømmelse eller at blive svigtet - så summa summarum, mener jeg, at livets vanskeligheder skal rummes på lige vis som de gode stunder og at det er i sameksistensen, vi finder mest mulig ro og mening ved vores tilværelse.
Min mor skulle dø
Et meget jordnært eksempel fra mit eget liv er min mor. Hun blev alvorligt syg af uhelbredelig kræft og fik at vide, hun havde måske 6 måneder tilbage at leve i. Den besked er i sig selv helt uvirkelig, ubarmhjertig og ubærlig at skulle modtage. Den er det for os udenforstående, men for min mor – som det drejede sig om – var det starten på en enorm dødsangst, som fulgte hende i hele forløbet.
Min mor og jeg har (sammen med resten af min oprindelsesfamilie) haft en lang historik af ...tja, lad os sige vanskelige livsvilkår og nu stod jeg igen skulle passe på min mor. På trods af, at jeg selv var flosset, så var det bare det rigtige at gøre, for hun var døende.
Gennem denne periode valgte jeg at være meget sammen med min mor. Igennem de mange timer og måneder udtrykte hun gentagende sin enorme angst for at skulle dø. Og netop dér var der intet andet at gøre end at lytte, rumme, vise forståelse og vedvarende bekræfte hende i, at hun ikke var alene på vejen til det uigenkaldelige. At forvisse hende om, at selvom hun skulle dø, så var vi sammen med hende. Også når hun entrerede den anden side, så ville vi stadig være her.
Det var ærligt meget barskt at skulle rumme den dødsangst, men igen så var det bare det rigtige at gøre, for det var også det, som fik hende til at falde lidt til ro igen.
Hvis jeg stod i præcis samme sko
For at holde fast i sin empati, må man ofte spørge sig selv: "Hvad hvis jeg stod i præcis samme sko?" Det mener jeg, vi skal fordi vi ikke kan eller skal dømme andre ud fra vores eget ståsted. Vi skal føle med dem fra deres ståsted og hvis jeg, som her, stod i mine mors sko. Så ville det bedste være at blive rummet og hold i hånden hele vejen gennem det ubegribelige.
Hver gang vi falder hen i at dømme andre mennesker, så kan vi bruge det at forestille os, at vi stod i præcis samme sko og spørge os selv om det er rimeligt at dømme andre fra netop det sted. Hvis vi evner at gøre dette, vil vi ofte opleve at vi skal justere i vores antagelser og huske på, at der er såååå utrolig meget, vi ikke ved og derfor absolut ingen ret har til at (for)dømme andre mennesker.
I situationene med min mor kunne jeg også have sagt til min mor, at hun skulle stoppe og at jeg ikke ville høre på hende. Men det ville kun have forværret hendes frygtelige angst og derfor skulle den rummes hele vejen til enden. Også selvom det føles ubeskrivelig svært, så føles det meningsfuldt, når man mærker, at det rent faktisk lindrer at vise den medfølelse til andre mennesker.
Balance i at rumme og passe på sig selv
Når jeg skriver dette, taler jeg ikke for at man skal ofre sig selv fuldstændig - det er vigtigt at varetage sig selv og også sige fra, når rummeligheden er for tyndslidt og der er behov for restitution. Men for mig var det i eksemplet med min mor, samtidig med en forsikring om, at jeg kom tilbage, selvom jeg havde brug for at passe på mig selv, for at kunne støtte hende.
Det er en balance, der kan være svær at finde, men vi kan gøre forsøget så godt som muligt.
Sameksistensen mellem glæde og smerte er livets vilkår
Som vi kommer til live, skal vi også dø. Det er et uomgåeligt faktum for os alle. Livet består af både smerte og glæde og ved at leve i sameksitsens med de vilkår tror jeg på, at vi ville kunne sætte os selv og hinanden langt mere fri.
Vi vil alle blive ramt af livet og nogen vil det i langt højere omfang end andre - derfor tror jeg fuldt ud på, at vi ville kunne opleve stor lindring ved at vide, at vores livsbane ikke er op til os selv alene. Vi bliver født ind i noget, som vi ikke har nogen aktie forinden og livets kompleksitet består af så mange faktorer, at vi ikke altid bare selv kan vælge, hvordan vores liv skal forme sig. Hvis vi kunne det, så ville vi nok til hver en tid vælge lidelsen fra.
Jeg ønsker, at vi sammen bliver bedre til at holde hinanden i hånden gennem livet og at gøre op med, at vi på en eller anden måde pålægger den enkelte for stort et ansvar, når lidelse rammer - for der er så meget, vi slet ikke har kontrol over her i tilværelsen. Faktorer som ligger udenfor vores egen påvirkning. Og ved at pålægge os selv og den enkelte det ansvar, skaber vi alt for meget lidelse i denne verden.
Så lad os nu sammen forsøge at give langt mere rum til både glæden og smerten i hinandens liv - præcis som livet nu engang er <3
Kærlig hilsen
Mette
댓글