Tjae... hmmm... Det skulle vise sig, at dette indlæg ikke lå lige til højrebenet for mig. Det troede jeg det gjorde, da jeg på min facebookside annoncerede, at det var på vej. Meeen der opstod lige en blokering, så det skulle åbenbart ikke komme helt af sig selv...
Indlægget taler ind i følelsen af at være forkert, ikke at føle, der er en plads til én i verden. At vi føler os sat i kasser og/eller sætter os selv deri. Men vent lige lidt, måske skal vi i stedet fortsætte med at udfordre den idé, om hvornår vi passer ind?! Det er det, jeg forsøger med dette indlæg.
Forenklet fortalt husker jeg, at jeg gentagende har fået fortalt, at jeg var et mærkeligt barn og menneske. Sådan én der let blev sur/vred og mut, sin egen, havde sine egne meninger (som jo ikke altid passer andre eller tilfredsstiller deres behov!), sådan én, der havde sin egen vilje. Jeg blev hurtigt overstimuleret i sociale sammenhænge og derfor i andres øjne nok ageret introvert/genert i mange sammenhænge og søgt mit eget selskab for at finde ro og lade op. Modsat kan jeg også være meget åben, social, lyttende, imødekommende og humoristisk/skør, når jeg føler mig tryg og er i overskud.
Jeg har ofte følt mig vurderet i andres forsøg på at kategorisere mig. Og grunden til, at vi har den her tendens til at putte os selv og andre i kasser er i essensen - fra mit perspektiv - et behov for kontrol. Hvis vi kan putte noget/nogen i en kasse, så vi ligesom ved, hvad vi har at gøre med, hvad vi kan regne med. Vi kan ligesom kontrollere det.
Problematikken opstår bare fordi at jeg og vi alle består af uendelig mange komponenter og slet ikke reelt kan puttes i de her kasser. Vi forandrer os hele tiden og kasserne er ufleksible og rigide sådan at blive låst fast i - det er ikke rart for nogen af os at blive lukket inde i på den måde. Det fratager os i virkeligheden friheden til at udfolde os i livet. Vi visner, hvis vi ikke får plads at vokse og bevæge os på.
Tilbage til mit personlige eksempel, så er det korrekt, at jeg har en høj sensitivitet og tænksomhed. Det er også klart, at det forbruger utrolige mængder af energi, når man mærker alting omkring sig og derfor også andre menneskers tilstand og adfærd.
Men have høj sensitivitet er heller ikke en fejl. Det skal ikke nødvendigvis vurderes som noget, der skal proppes i den rigtige eller forkerte kasse – det ER bare!
Den sensitivitet kombineret med at vokse op i et kontinuerligt uforudsigeligt miljø, har medvirket til, at jeg har følt mig heeelt forkert. Jeg har puttet mig selv i forkertkassen. At jeg overhovedet havde behov og blev ramt af tunge følelser i svære situationer, som efterfølgende ikke blev håndteret med tryghed og ro, men i stedet gentagende en lovning om bedring - som bare aldrig skete - resulterede i, at jeg følte, det var MIG, der var helt forkert. Det var MIG der ikke var god nok, stærk nok og MIG, der var skyld i at mine omsorgspersoner ofte havde en uhensigtsmæssig/usund adfærd omkring mig – fordi jeg var så belastende. Den tro på, at jeg ligger i en kasse, hvor man er i uorden, har jeg desværre båret videre indeni mig i voksenlivet. Og den er sgu ikke så let at komme ud af...
Ja, sådan bliver vi jo alle formet af de miljøer og mennesker vi vokser op med: vores oplevelser i livet i kompleks kombination med vores biologiske arvemateriale. Det sker for os alle og det kan gå flere veje. Nogle udvikler sig til at mærke en grundlæggende stabil tro på egen mestring og andre udvikler troen på det modsatte.
Men lad os nu lige igen tage fat i omridset af min meget forsimplede beskrivelse af mig selv ovenfor (hvor jeg putter mig selv lidt i kasser... ;-)). Lad os antage den tese, at jeg er alt det ovenstående, hvad sker der så ved det? Skader jeg nogen ved at være mig?
Helt ærligt - NEJ!! Så længe vi ikke bevidst skader, udnytter og manipulerer andre mennesker, så NEJ – Nej - NEJ!
At andre mennesker ikke har kunnet rumme os og proppet os i diverse kasser, fordi de har deres egne udfordringer, er jo deres ansvar at håndtere bedst muligt. At vi ikke altid kan tilfredsstille andre ud fra deres behov for hvem vi skal være - er heller ikke vores ansvar.
Når vi er børn, har vi brug for voksne, der hjælper os med at imødekomme vores behov og følelser, hjælper og støtter os i hvordan vi takler og løser udfordringer, så vi selv kan lære det på vores vej til voksenlivet. Det er ikke meningen, det skal være den anden vej rundt. Det fucker ligesom op i udviklingsføljetonen og kan skabe den beskrevne indre fortælling om at vores behov og følelser er forkerte. At vi er forkerte.
Meeeen hey halløj!! Juhuuuu!! Her er den virkelig gode og skønne nyhed:
“Ingen mennesker er forkerte. Alle mennesker er helt rigtige med alle de fejl og mangler, vi nu har med os!” (Citat: Mette Mulbjerg, 27. marts 2023)
Vi skal bare lige genindlære den tro og HURRAAA for, at vi kan lære nyt grundet vores forunderlige hjerner, som er i stand til at forandre sig gennem hele livet!!
Og vi har sindssygt meget brug for at blive mindet om dette. For selvom nogle af os desværre kommer ud i nogle misforståede overbevisninger omkring os selv - så er det muligt at forandre. Ja, det kan føles vanvittig hårdt og umuligt – tro mig, jeg ved og forstår det! Men på den ofte ret snørklede vej frem, er det ikke desto mindre så hamrende vigtigt at huske på, at den forandring er mulig én lille justering ad gangen <3
I virkeligheden gør vores livsoplevelser og biologiske sammensætning os jo ikke til mennesker, der er mindre rigtige end andre. Hvem har egentlig retsmæssigt belæg for at dømme, hvad der er rigtigt og forkert?
Måske kunne vi bare forsøge at betragte hinanden som de mennesker vi nu engang er i øjeblikket og så se potentialerne i stedet for at dømme os selv og hinanden med den lidt kategoriserende kassetænkende retorik.
Vi er alle bare mennesker og i kernen er det hverken rigtigt eller forkert – det ER bare og bevæger sig hele tiden <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments