Uanset om det er os selv eller andre, vi har urealistiske forventninger til, så er det altid vigtigt liiige at trække en smule perspektiv og realitetssans ind i vores hoveder.
Jeg har selv udfordringer med tanker om perfektionisme – ikke at jeg reelt på nogen måder ønsker at alt skal være perfekt, for helt ærligt det er sgu for uopnåeligt og hårdt at leve efter - men jeg har hele mit liv stillet utrolig høje krav og forventninger til mig selv, der tangerer meget til det perfekte. Og hey, hallo!! Så giver det ligesom sig selv, at man ofte vil komme ud i følelsen af at mislykkes, føle nederlag og utilstrækkelighed. Hmmm, enig?!
Når vi opstiller meget høje præmisser for vores egen eksistens, så giver det fuldstændig mening, at selve grundlaget for at eksistere kan føles meget tungt og uoverstigeligt.
I den her snak, vil jeg gerne dreje os ind på at læse det, jeg skriver, med stor medfølelse. At tage vores største og mest rummelige forståelsesbriller på her. Alle har deres egne grunde til, at de her tanker om perfektionisme bliver skabt i vores indre fortællinger. Det kan være udefrakommende krav, der har oversteget de ressourcer, der var til vores rådighed. Måske har vi som børn lært, at kun ved at være god, sød, venlig, mild og hjælpsom - følte vi anerkendelse af dem, vi var. Måske har vi oplevet og dermed lært, at hvis vi havde svære tanker og følelser, så blev vi ikke taget hånd om, ignorerede og dermed ikke følt os elsket og rummet som dem vi var. Et scenarie kunne være, at vi havde erfaret at det at sige fra overfor skadende adfærd bare gjorde alting endnu værre. Det kan også være, vi på en eller anden måde har tillært os selv, at vi fyldte for meget og skulle pakke os selv sammen, rydde op efter os selv hele tiden og ikke være til besvær for at være gode nok til at holde af. Måske har vi kun eller mest oplevet anerkendelse, når vi var lette at være sammen med. Når de “positive” sider af os var fremme, så var vi elskelige - og omvendt når de besværlige, komplekse eller “negative” sider bonede ud, følte vi os måske afvist, gjort til grin eller direkte forladte og efterladte alene med os selv.
Grundstammen for vores skabte billede af perfektionisme kan have mange rødder, nuancer og farver - ovenstående er blot nogle forslag til, hvad der kan være kimen til, at de her indre historier om os selv og vores følelser bliver skabt i os. Som jeg oplever det, er det ofte opstået ud fra en eller anden grundlæggende følelse af angst for at blive sat udenfor, blive forladt, efterladt alene, udskammet, skældt ud, latterliggjort, hånet, eller krænket på vores helt private grænser - i kernen handler det om at føle sig afvist på en eller anden vis midt i vores allerstørste sårbarheder. For hvis ikke vi var angste et eller andet sted dybt inde for at miste noget eller blive elsket som vi var - ville der slet ikke eksistere et problem. Vi ville ikke stræbe efter perfektionismen, for vi ville bare føle, at vi var gode nok i os selv. Vi kan have haft erfaringer som børn eller gennem det levede liv, der baner vejen for at de her stier af overbevisninger/leveregler bliver til i os selv.
Jeg kender fra mig selv (særligt på underskudsdage) at føle alle de ovenstående følelser. At føle mig så utilstrækkelig i livet, at jeg kommer til at sammenligne mig med et perfekt menneske. At jeg skulle have kunnet håndtere mit liv anderledes, de relationer og mennesker omkring mig anderledes, at jeg som barn skulle have lært at leve livet bedre, skulle have været et helt andet barn og i særdeleshed lige nu, i mit voksenliv, skulle have kunnet meget mere end jeg kan i dag. Tjae... hmmmmm... tænke, tænke... det er jo ikke super hensigtsmæssige tanker, men ikke desto mindre noget, vi alle dealer med i mere eller mindre omfang <3
Problemet er, at vi kommer til at umenneskeliggøre os selv. Hvis jeg stod ude fra og betragtede mig selv som en anden person, ville jeg så ikke udvise forståelse og medfølelse for, hvorfor jeg er blevet som jeg er og har det som jeg har det?! Det er jeg ret sikker på...
Derfor er det den her realitetstestning af vores egne tanker (som jo kan løbe en liiille smule af med os) ubeskrivelig vigtig. For findes det her ufejlbarlige perfekte menneske og er det i sandheden det, vi i virkeligheden ønsker at gå efter? JEG gør ikke!
Der ER ingen perfekte mennesker i verden og de mennesker, som vi ofte beundrer og bliver inspirerede af, de har levet ret så uperfekte liv - præcis ligesom os selv – for det modsatte findes i øvrigt ikke:
Perfekte mennesker lever KUN i vores hoveder!
Men fordi der - som nævnt først i indlægget - oftest (...efter min overbevisning!!) befinder sig en underliggende angst bag perfektionismen, så skal vi tage hånd om os selv med medfølelse, forståelse og nænsomhed i processen. Der er jo en grund til, at det kan føles så frygtsomt at springe ud i verden som de uperfekte mennesker vi er og den frygt skal vi med kærlig omsorg hjælpe os selv med at forandre til troen på, at uanset hvad vi indeholder, så er vi gode nok og kan føle tryghed i netop os selv med alt hvad vi indeholder.
Det er vigtigt for mig lige at tilføje, at jeg ikke mener, vi bare skal tillade os hvad som helst overfor hinanden – men så længe, vi ikke skader og krænker andre mennesker - så har vi i kernen ret til at være præcis som vi er.
ALLE mennesker behøver virkelig ikke at kunne lide os, bare der er nogen ét eller andet sted derude, der kan - og vigtigst af alt os selv <3
Kærlig hilsen
Mette
P.S. Læs eventuelt dette indlæg om at lade os inspirere af hinanden i stedet for at sammenligne - er i flæng med perfektionisme: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/du-skal-ikke-v%C3%A6re-andre-end-dig <3
Komentarai