Så er vi igennem januar måned, min søn er fyldt 16 år og vi har fået en Kong Frederik X i Danmark. 2024 er en realitet! Nytåret påminder os hvert år om, at tidens gang er konstant. At foranderligheden er konstant. Der er ingen vej uden om og vi bliver nødt til at gå med.
Alting er altid i bevægelse
Det er et vilkår for os alle, at alting altid er i bevægelse. Vi kan ikke stoppe tiden eller spole den frem eller tilbage. Vi lever i det som eksisterer lige nu og som forandrer sig i næste nu. Intet vil nogensinde stå stille.
Det kan vække angst, når vi med vores tanker kan skabe forestillinger om, hvad der måske kommer i fremtiden. Personligt har jeg selv gentagende oplevet at være tynget af den slags tanker. Det er også en del af det at være et menneske, der non stop producerer tanker.
Tankerne kan være mere eller mindre forstærkede og påvirkede af vores livsforløb, vores erfaringer tidligt eller senere gennem livet. Måske har mørke oplevelser bidt sig godt og grundigt fast i sindet og påvirker vores tanker og oplevelser i nuet.
Det gælder mig og sandsynligvis også dig og alle dem omkring dig. Hvis du kan genkende dig selv i dette, så slå ikke dig selv i hovedet, men vid (med en kærlig varme rettet mod dig selv), at det er naturligt at kunne være slået omkuld af livets hændelser og at sindet ligeledes kan føles formørket som følge deraf.
Fortids-nuet, der var engang, er her ikke længere
Men netop bevidstheden om, at vi hverken kan gå tilbage eller frem i tid kan hjælpe os blot et nanoskridt på vejen til et lysere sted. Alene bevidstheden om, at det fortids-nu (altså en oplevelse, vi har med os), som vi kan genopleve i tankerne i én uendelighed rent faktisk ikke længere eksisterer - kan helt af sig selv skubbe os i retningen af mere fred indeni os selv.
For tiden er konstant og livet bevæger sig hele tiden videre. Den lillebitte bevidsthed kan medvirke til at lindre og lette indre smerter og skabe blot bittesmå sprækker af lys indtil det mørke, som ellers kan opleves som uopløseligt. At minde sig selv om, at fortiden ikke længere er i dette nu, kan skabe en lille smule afstand mellem os og smerten, som så gør, at vi kan føle bare en my mere klarhed i sindet.
Jeg forstår, hvor irriterende træls, det kan føles at fortiden bliver ved med at banke på, når nu den jo faktisk er overstået og slet ikke eksisterer længere! Derfor arbejder jeg også fortsat selv på at slippe rækken af fortids-nuer og mærke troen på mig selv - som den jeg er i præcis dette nu.
Uvished kan paradoksalt nok bringe os håb
Selvom der vedvarende eksisterer vanskelige vilkår i mit liv, så kan påmindelsen om at alting forandrer sig vise sig som et lys i mørket.
Uvished kan både være en meget udfordrende faktor i visse henseender, men den kan også være det modsatte. Derfor hjælper det at skelne mellem, hvad vi har kontrol over og hvad vi ikke har.
Erkendelsen af, at der er visse områder af tilværelsen, hvor vi - uagtet, hvor meget vi ville ønske det - ikke har nogen form for kontrol, kan helt paradoksalt bringe os håb. I stedet for at frygte, hvad der vil komme til at ske - så er det i stedet muligt at finde ind i en mere luftig følelse af SLET ikke at vide, hvad der kommer til at ske. Ja, sandheden er, at der kan jo ske alle mulige forfærdelige ting, meeen der også ske alle mulige helt vidunderlige ting, som vi slet ikke kan forestille os! Livet omkring os er så kompleks, at det faktisk tvinger os til at øve at slippe kontrollen og hengive os til livets gang.
Alene tanken om, at det faktisk kan gå begge veje, åbner op for det vigtigste, jeg som menneske kan opleve indeni – nemlig håb! Idet vi mennesker mærker håb, så kan fortvivlelsen miste styrken i sit greb om os og bringe følelser af lethed og frihed med sig.
Mening uden konkrete svar
Ja, det er nu engang sådan det er – livet er både det tunge og det lette. Vores grundvilkår er at foranderligheden bringer begge dele ind i vores liv. Jeg tror på, at vi ikke kan og skal ikke undgå det, men i stedet øve os i at være i det, gennemleve det og i stedet læne os ind i en tillid til, at i det større perspektiv, så går det som det nu engang det skal.
Vores hjerner kan på ingen måde regne verden omkring os ud og det uendelige spind af påvirkninger fra det utal af skæbner, der konstant omgiver os og på den måde former vore unikke livsoplevelse hver især.
Vi vil helst kende årsager og meningen med alting, men sådan fungerer det bare ikke lige altid. Vi er ikke altid lige velsignet med at opleve klarsyn i enhvar situation, vi søger svar på - derfor kan vi øve os i at tro på en mening, selvom vi ikke kender det konkrete svar.
Labyrintisk spind af menneskeskæbner
Som jeg skrev for lidt siden er livets kompleksitet så meget større end dig og mig.
Det som du og jeg gennemlever, tror jeg ikke blot kan tillægges vores personlige skæbne.
Mit liv har været formet af et labyrintisk spind sammenvævet af alle de menneskeskæbner, som jeg har levet i sameksistens med.
Jeg har bare været en del af det og dermed har mit liv været eksponeret for det, som det nu engang har.
Der er så meget vi ikke ved og derfor bliver vi måske nødt til at finde en tro på, at livet er så komplekst, at vi ikke altid kan eller skal se den store overordnede mening.
Vi skal ikke forstå alting (selvom vores intellekt gerne ville...)
Vi vil med vores intellekt så gerne forstå alting. Men det kan vi ikke. Jeg kan i hvert fald ikke og jeg ved, jeg bestemt ikke er alene.
Jeg har brugt ekstreme mængder energi på at forstå min skæbne, følt skyld og skam over hvordan mit liv har formet sig og over at være et nedbrudt menneske grundet mange meget svære livsomstændigheder. Særligt i forhold til at mine børn skulle gennemleve det med mig.
Men som jeg skrev tidligere, så kan vi hverken spole tilbage eller frem i tiden. Ingen kan ikke gå tilbage og lave om. Hvis vi kunne, så er sagen den, at vi alle - med største sandsynlighed! - ville gøre alt på nøjagtig samme måde. Det skyldes at det var de specifikke livsomstændigheder, handleredskaber og erfaringer, vi havde til vores rådighed på de præcis givne tidspunkter. Vi vidste ikke, hvad vi ved nu, men kun hvad vi vidste dengang <3
Sådan er det for os alle, vi er en del af et meget stort og indviklet skæbnespind, hvor vi handler som vi gør med det vi har til vores rådighed på det givne tidspunkt i vores liv.
Faktisk tror jeg ikke, det er meningen, at vi skal forstå alting og det skaber også ekstremt meget stress og lidelse med sig, fordi det praktisk talt er umuligt at regne så stort og komplekst et regnestykke ud!
I stedet tror jeg på, at dér, hvor vi ikke kan regne den ud og på ingen måde har kontrol, skal vi forsøge at læne os ind i den fornævnte tillid til, at det livet går som det nu engang skal (også selvom det kan føles meget svært i praksis...).
Tilbage til foranderligheden
Det får mig tilbage til den foranderlighed, som nytåret påminder om. Den skaber et håb i mig. At alting altid vil forandre sig og intet forblive som nu.
Selvom noget kan føles helt stagneret – endda i årevis - så kan vi rette blikket ud og betragte alt det omkring os som konstant forandrer sig.
Selv det, der opleves som total fastlåst, vil også flytte på sig. Måske sker det langsomt, uden vi helt kan se det og det er dér tilliden kommer ind i billedet. Tilliden til at det ikke er alting vi kan se eller forstå i den store kompleksitet, der ligger i at være et menneskeliv vævet ind i uendelig mange andre menneskeliv.
Jeg ønsker for os alle, at vi vil mærke håb i den uvished og foranderlighed som fremtiden, nytåret og 2024 vil bringe med sig.
Det kan være noget meget vanskeligt og det kan også være noget helt vidunderligt og smukt!
Livet er det hele og det skal nok gå <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments