Normal?

Måske kender du det, at man op gennem livets mange kapitler spørger sig selv: “Hvad er normal?"

Er jeg normal, når jeg tænker som jeg gør? Er mine bryster normale, når de har den her form/den her størrelse? Er mine kønslæber normale, når de hænger lidt, er synlige og ikke symmetriske? Er min penis for tynd/lang/lille/tyk/skæv? Er det normalt at min stemme lyder som den gør eller er den sløv/skinger/for høj/forlav? Er min krop normal, eller er mine ben for korte/tykke/tynde, mine arme for lange/tykke/tynde, mine fingre for korte/tykke/lange? Er jeg normal, når jeg vejer det her eller er jeg for tyk/tynd? Er JEG normal?

Ja, jeg kunne jo fortsætte i én uendelighed, men jeg tænker, at du forstår billedet nu...

Hvornår er vi normale?

Helt ærligt, så er min holdning, at det her normalitetsbegreb ikke brugbart til ret meget, når det holdes i forhold til levende mennesker. Vi alle så komplekst og individuelt unikt sammensatte, at det begreb derfor helt enkelt mister sin berettigelse til fulde.

Det er simpelthen nytteløst at benytte og er i min optik kun til skade i utrolig mange sammenhænge. For hvem er det, der har facit på, hvad der reelt er normalt? Og skal vi så stræbe efter det, som vedkommende eller flertallet mener ligger indenfor den i så fald givne ramme?

Som du måske kan regne ud, så mener jeg - nej! Kæmpe NEJ TAK!

Jeg mener, at noget KAN ligge indenfor en eller anden form for normal grænse i forhold til medicinsk fysisk/somatisk sundhed som for eksempel blodprøver, test osv. De sådan helt målbare kategorier baseret på solide lægefaglig forskning eller matematiske og fysiske formler, udregninger, forskning, forsøg og beregninger (jeg er IKKE det der ligner matematisk intelligent, så det her er virkelig enkelt skitseret op!). Men begrebet kan ikke gavne i forhold til menneskets unikke væsen.

Der er også former for adfærd, som er afvigende i en sådan grad - f.eks. kontinuerligt skadende imod andre mennesker - at vi kan sige, at det ikke ligger indenfor normalen. MEN alligevel mener jeg faktisk ikke begrebet er specielt nyttigt. For igen – hvem er det, der skal være de afgørende domspersoner for, hvornår noget er normalt og ikke er?

Trivsel fremfor normal

I stedet kunne jeg personligt godt tænke mig, at vi talte meget mere over i trivsel. For trivsel kan se ud på lige så mange måder, som vi er mennesker her på jorden!

Hvis jeg stortrives med at bo i en simpel skurvogn, gå med aviser som mit faste arbejde som voksen, spise en flødeskumskage hver dag kl. 16, stå på hovedet inden jeg går i seng, hopper på ét ben i Netto, har havenisser i hobetal, samler på dyreskelletter, modeltog i kælderen eller gammeldags porcelænsdukker, har hele kroppen fuld af tegninger, piercinger fordelt rund om på kroppen, spiser aftensmad på gulvet, ikke spiser rugbrød! (uha, den er vild her i DK!! Så er man ikke normal!!), står på skateboard, har rottehaler og "ungt" farverigt tøj i en alder af 50+ - helt ærlig, hvad sker der så ved det?

Skal vi virkelig vurdere hinanden ud fra et normalbegreb om, hvordan vi skal bo, hvad vi skal spise, hvordan vi skal se ud, hvor meget (lidt) vi må falde udenfor rammerne og hvor meget vi må fylde/ikke fylde (i andres øjne!)? Alt sammen spørgsmål som ingen alligevel har et fornuftigt og total klart og velargumenteret svar eller definition på?

I min optik – nej, vi skal slet ikke vurdere hinanden på den måde!

Hvis vi i stedet vedholdende talte ind i trivsel, så er det vel uendelig ligegyldigt, hvad der gør os glade – for hvis vi trives som mennesker, så vil vi også fungere det bedste vi kan, her i verden.

Jeg har brugt al al for lang tid på at spørge mig selv, om jeg nu også er normal OG har følt, at jeg måtte lukke mine skævheder inde for ikke at blive beskudt på dem - for det har jeg oplevet. Tværtimod er det er min sande overbevisning, at bevæge sig væk fra nomalitetsbegrebet er en langt sundere vej frem. Jeg er MEGA fan af, at man viser den, man er og står ved det - så længe vi ikke har en direkte skadende og bevidst sårende adfærd overfor andre, så har vi retten til at være til og trives præcis som vi har behov for.

Frie mennesker

Frie mennesker er bare i større trivsel end ufrie mennesker.

Hvis man konstant føler, man skal tilpasse sig en eller anden fast kulturelt konstrueret ramme, hvor man i bund og grund er en firkant, der skal passe i et rundt hul, så vil man altid føle, at man mislykkes og det skaber naturligvis en spiral af mistrivsel. Og spørgsmålet om, hvad der er det normale menneske, ligger der - som nævnt - i grundkernen bare ikke noget som helst entydigt svar på.

Åbent sind kontra lukket

Det er forståeligt at vi som art gennem de her begreber forsøger at finde lidt orden i kaos ved at kategorisere hinanden (se evt. mit indlæg om at putte folk i kasser: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/rigtig-eller-forkert).

Vi forsøger at finde mening og svar på de ting, vi ikke kender - som er fremmede for os.

Meeen det er så vigtigt, at vi kontinuerligt stiller os kritiske i forhold til brugen af normalitetsbegrebet og søger efter at åbne og udvide vores sind i stedet for at lukke det ved brugen af begreber som normal.

Der er så utrolig meget i vores verden som er kulturbestemt og lad os nu lige blive bevidste om det, så vi kan være frie til at trives på vidt forskellig vis - uden behovet for at kategorisere os som normale eller anormale mennesker.

Jeg er helt og aldeles bevidst om, at det her er et stort emne, men lad os nu bare blive ved med at holde vores udsyn åbent.

Nu tror jeg, jeg gå ind og stå lidt på hovedet (-;

Kærlig hilsen

Mette