Her i tilværelsen ved vi kun meget sjældent, hvad der helt konkret kommer til at ske. Vi kan have en forestilling om det, men hvad der reelt vil ske, ligger udenfor vores kontrol. Verden er ikke forudsigelig eller Barbie perfekt!
(Ja, jeg blev lige inspireret af den fantastiske Barbie, der bølger henover verden netop nu ;-) )
For eksempel havde jeg en velmenende plan om, at jeg her i ferien skulle tage det stille og roligt. Vi skulle bare have dejlige oplevelser sammen og jeg personligt skulle gå og fylde gode ting på mig selv, hvile og generere ressourcer til at starte på nyt job efter sommerferien.
Plan ændret
Meeen planen blev ændret. Jeg startede med influenza i ca 3 uger (altså faktisk som en underlægningsmelodi til stort set hele ferien ;-)). Der blev samtidig rusket godt og grundigt op i et vedvarende meget vanskelig livsvilkår, som igen satte mig på store prøvelser og oveni vendte mine ferie intentioner fuldstændig på hovedet. Ja, faktisk blev hele posen rystet og alle stumperne skulle liiige gentænkes samt falde ned og lande på ny.
På helt forunderlig vis, så er dagene gået på trods og vi fik ændret planerne udfra de muligheder, som nu var en realitet i stedet. Bilen fik også lige humørsvingninger på vej på et par dages campingophold (ad flere omgange faktisk!!...) Ja, det er bestemt ikke altid nemt lige når man står i det, men nogle gange kommer der faktisk noget godt ud af det på den anden side og alting går på en eller anden vis alligevel <3
Omsorg i modgang og uvished
Det blev en sommer, hvor jeg selv fik enormt meget behov for selv at bruge alle de tips, som jeg havde lagt ud her på bloggen. Tips til at være god og omsorgsfuld for sig selv, når modgangen banker afsted som et løbsk godstog.
Når de situationer opstår er det så vigtigt at få få opfyldt behovet for omsorg. At nære sig selv, når gulvtæppet bliver trukket væk under én. og på den måde finde fodfæste i sig selv og på jorden igen.
Sagens kerne er, at vi bare aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske og den uvished er et grundvilkår vi mennesker lever under.
Nye spor opstår
Når de her uundgåelige forandringer omkring os foregår, så har vi faktisk ikke rigtig andet valg end at forsøge at få det bedste ud af det. Samtidig er det essentielt at give os selv plads til at reagere, så vi kan komme ok sjæleligt renset videre på det nye spor, der bliver ledt ind på.
Jeg blev selv ledt på andre spor ad flere omgange her i ferien og så gælder det netop om at se, hvor de nye muligheder ligger.
For mig lå mulighederne i at skabe korte små sjove og dejlige oplevelser under de nu ændrede omstændigheder. Og det blev en både virkelig god og svær sommer på samme tid.
Det er nemlig sådan det oftest er med de her ferier, de er bare lidt et mix af det hele...
En uperfekt ferie er en realistisk ferie
Jeg tænker, jeg ikke er alene og faktisk tror jeg præcis det mix er noget, de fleste af os oplever og det er helt okay. Der findes ikke komplet perfekte Barbie verdener, hvor alt bare kører efter planen, ungerne er altid glade, udviser deres taknemmelighed, elsker al den samme mad, er enige og evigt villige til enhver ændring og hvor de voksne samtidig er konstant smilende, kan rumme alt, vil nøjagtig den samme vej altid og er i total kærlighedsfuld harmoni og kysser hele tiden. Der findes ikke ferier, hvor ingen nogensinde begår en fejl, sårer hinanden eller kommer til at træde lidt ved siden af - blot fordi det nu er ferie og alle skal være glade. Og det er altså helt okay, sådan er det for de fleste!
At der måske har været udfordringer, uenigheder, uheld eller skænderier gør det IKKE til en dårlig ferie, det gør det bare til en helt realistisk menneskelig ferie.
Og den er - i min verden - lige så meget værd <3
Kæmpe knus herfra
Mette <3
P.S. Selv Barbie har også gennemlevet en eksistentiel krise og erfaret, at verden ikke er eller skal være perfekt ;-)
Comentários