Det har lige været mors dag og netop den dag kan være meget forskellig for os alle. Den kan relatere bagud til vores egen mor, os selv som mødre, drømmen om at blive mor eller sorgen over ikke at kunne blive det.
Dagen er jo blot en dag som alle dage, men som med alle andre mærkedage, så er også denne dag mere sødmefuld for nogle end for andre. Det afhænger helt af, hvordan vores liv har banet vejen og præcis det med at være mor, have en mor eller ønske at blive mor – er bare noget af det mest sårbare i verden. Det er det i hvert fald for mig.
Et ikke udviklet sprog
Det her indlæg er meget svært for mig at skrive, da det er forbundet med stor sorg, skam og smerte. Jeg vælger at skrive det, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste i denne verden, der står i meget vanskelige vilkår i forhold til netop det at være mor.
Indlægget omhandler noget, jeg fortsat ikke har et udviklet sprog til at kommunikere. Jeg har i årevis følt mig gjort tavs af omstændighederne og frygten for, at hvis jeg siger noget højt, vil det gøre endnu mere skade, har været og er fortsat altoverskyggende.
Der eksisterer ikke fyldestgørende kombinationer af ord, som beskriver min oplevelse af at være mor gennem ekstrem turbulens og jeg forsøger at kommunikere mit budskab efter bedste evne undervejs, som jeg skriver.
Jeg er mor
Jeg er mor til to børn, en søn og en datter. De er i skrivende stund 16 og 18 år.
Vi har gennemlevet en turbulens gennem deres barndom, som jeg ikke ønsker for nogen andre at skulle opleve - særligt de enorme eftervirkninger og ødelæggende konsekvenser, det har haft.
De konsekvenser medfører så dyb en sorg og skam - både i mig selv og på mine børns vegne over de ting, de har gennemlevet, som oftest føles uudholdelig. Den magtesløshed, man føler i noget, som man vedvarende ikke selv har mulighed for at forandre - føles som et bundløst sort hul indeni.
Det er som en afmægtighed, der aldrig stopper sit tag. Det er som at leve i konstant venteposition, hvor man banker (hamrer) på døre, der forbliver lukkede og betragter en verden, som man er fuldstændig afskåret fra at have indflydelse på at skabe en forandring i. Det er en kronisk sorg, som man ikke selv er herre over, hvornår slutter eller om den nogensinde vil slutte. Den tilstand kræver udholdenhed og genoprejsning af sig selv igen og igen og igen...
Alt har en årsag og alle følelser er forståelige
Kort skitseret bunder årsagerne i en højkonflikt skilsmisse, der nu har varet i mere end et årti. Hvad der er sket, vil der nok aldrig opnås enighed om, så faktum er blot, at jeg blev meget syg. De psykiske belastninger var (er) så vedvarende, at jeg ikke har kunne stå oprejst i det. Samtidig havde jeg en oprindelses familie, der også krakelerede omkring mig. Da jeg første gang faldt for ca 10 år siden, skete det oveni, at min mor blev senhjerneskadet af hjerneblødninger og min far døde - med et mellemrum på 1/2 år. Min mor er efterfølgende også gået bort for 2 ½ år siden efter et hurtigt og ubarmhjertigt kræftforløb. Alt i alt var det en livssituation, hvor der ikke var helle, tryghed eller ro noget sted i livet og sådan blev det bare ved og ved.
Dette er blot for at illustrere, at alt har en årsag - nogle gange kender vi den, andre gange gør vi ikke.
Jeg ønsker intet andet end at vise mine børn respekt, kærlighed og samtidig vise, at jeg er her (uanset fortidens spor) og bliver ved med at være det - altid! At jeg aldrig nogensinde vil have den tanke, at de bærer et ansvar - det gør børn ALDRIG! Jeg ved, hvor meget det har påvirket at stå i konstant kaos og jeg forstår - også følelser som vrede, svigt og skam over mig. For det vil være helt forståeligt og naturligt at føle sådan i denne situation.
Jeg anerkender alle mine børns følelser og oplevelser, inklusiv de virkelig svære og hårde - samtidig med må jeg anerkende og acceptere mine egne. Det er nemlig ikke modsætninger, men istedet følgesvende, fordi vi oplever verden forskelligt og alle følelser er forståelige.
Skam og ensomhed - håb
Skam er en følelse, der har fyldt og fortsat fylder utrolig meget i mig. En dyb følelse af skam over at være mislykkedes som mor. At jeg har været knækket så hårdt, at jeg ikke har kunnet passe godt nok på mine børn i nogle meget svære omstændigheder.
Oveni kan der komme en stor følelse af ensomhed, fordi skammen og traumet er så tungt, at man ikke kan håndtere og udholde at være i den almindelige verden.
Det er som at leve i en parallel verden, hvor smerten desværre hele tiden bliver vækket og frygten konstant ligger på lur. At ethvert fejltrin vil skabe fordømmelse og forværring af situationen – at der igen vil ske noget udefrakommende, der hiver fundamentet væk.
Skamfølelsen kommer i ensomheden til at fylde mere og mere, for skam trives super godt i isolation og mørke. Dér kan den vokse sig til ekstreme proportioner, som hæmmer hele ens liv og gør at man gemmer sig væk. Igen er det frygten for konsekvenser, der overskygger og netop derfor forsøger jeg at lukke bare en sprække af lys ind på det her emne. Skabe et håb for både mig selv og andre i troen på, at der altid vil opstå forandring. For det er et faktum, at omstændigheder altid vil forandre sig.
Jeg insisterer på, at der er håb forude for børn og forældre, der oplever tunge relationelle konsekvenser - af den ene eller anden årsag. Og at vi på en eller anden måde på rejsen lander i et nyt fodfæste, som giver en form for nyfunden mening <3
Aldrig en selvfølge, at alt er perfekt
Med det sagt, så er vi mødre på godt og ondt og der er mange andre - som jeg - hvor det ikke blot er givet, at kontakten og relationen til ens børn tilsyneladende kører gnidningsløst eller kontakten overhovedet er tilstede.
Det er altså aldrig en selvfølge, at alt er perfekt i vores liv som forældre. Med dette indlæg ønsker jeg at vise, at det at være mor kan være komplekst. Jeg kæmper selv med skam, men det er ikke skamfuldt - det er tvært i mod hjerteskærende for alle parter, når man oplever de smertefulde konsekvenser af alt for stor og vedvarende belastning.
Alle mødres Mors dag
Som jeg indledte med at skrive, så vækker den netop overståede Mors dag meget forskelligartede følelser. Det er en anledning til at vise hinanden medfølelse - glæde os over det smukke, men også anerkende det modsatte og være bevidste om, at der er mange måder moderskabet kan udforme sig på.
Der er ingen fast formel på at være hverken menneske eller mor. Der er såååå meget, vi ikke er herre over her i livet...
I taknemmelighed og dyb kærlighed til mine børn <3
Kh Mette
Comentários