Jeg har før skrevet et indlæg om håb. Og nu berører jeg emnet igen fordi jeg ved, hvor uendelig vigtigt, det er at føle eller i det mindste tro på, at der findes håb.
Det gør rejsen gennem mørke tider bare glimtvis mere tålelig, fordi vi gennem håbet kan mærke en eller anden form for mening. Og uden mening har motivationen til livet svære kår. Derfor er håb i alle mulige udformninger så ubeskrivelig vigtigt - selv når vi hverken kan mærke eller se det.
At miste håbet
At vi gennem livet kan opleve at miste håbet i korte eller længere stunder er helt normalt menneskeligt. Da jeg startede den her blog (efter maaaange års tillløb, hvor den bare lå helt usynligt i dvaletilstand ude på nettet, fordi jeg ikke rigtig havde sagt, at den eksisterede), da var min gennemgående motivation en indre stemme af, at det mørke, som jeg selv har gennemlevet i det mindste ville gøre en eller anden form for gavn, at smerten ville give mening i et større billede strakt ud over min - i skrivende stund - 46 års livslinje. Mit inderlige ønske var, at jeg som det mikroskopiske mindste på en eller anden måde kunne videregive håb til andre, som måske ikke selv kan mærke tilstedeværelsen af det. Motivationen var at dele mine livserfaringer, som har været mangeartede, inklusiv de tunge og komplekse, for at andre måske ville kunne spejle sig i et eller andet og derigennem sprede følelsen af ikke at være alene. For netop følelsen af alenehed fylder ofte gigantisk meget, når man er sårbar.
Vi har alle brug for mennesker, der vil gribe os
Jeg ved, hvordan det er at være alene, helt alene. Være meget syg og samtidig være sin eneste pårørende, fordi man af variable årsager er kommet til at isolere sig helt fordi svigtene har været for mange, at netværket simpelthen ikke er eksisterende eller der bare ikke er nogen vedvarende til at gribe og favne én igen og igen i selv de mest dunkle øjeblikke.
Alle mennesker har brug for at vide, at der er nogen et eller andet sted, der vil gribe os, hvis vi ikke selv kan klare os alene. Og når der så IKKE er det, så kan man føle sig ubeskriveligt alene og det kan skabe en voldsom eksistentiel angst. For sandheden er, at i længden kan de færreste leve helt alene i sårbare livssituationer, uden at det får følger.
For mit vedkommende var årsagen kombinationen af at have haft en meget rodet og dysfunktionel oprindelsesfamilie med forældre som jeg på en måde har skullet være forælder fra siden, jeg kan huske. Der sker noget, når man som barn allerede føler en tvivl og angst for, om der er nogen til at gribe én, hvis man falder. At man skal helst falde på den helt rigtige dag og tidspunkt, for at de vil være i stand til at gribe dig. Ellers falder du alene og skal samle dig selv op alene.
Angsten for svigt kan bremse modet til at bede om hjælp
Summa summarum sker der noget med os mennesker, når vi oplever at have stået meget udsatte uden nogen til at gribe os. Der kan gøde væksten af en stor grundangst for svigt og det kan i sidste ende medføre, at man faktisk udvikler en afgrundsdyb frygt for at bede om hjælp, fordi angsten for at blive svigtet eller afvist bliver større end det at udholde at være i lidelse helt alene. Så valget bliver mellem to onder: at risikere endnu et potentielt smertefuldt svigt eller forblive helt alene i smerten. Tilliden til at kunne stole på andre og deres vedvarende omsorg kan derfor blive helt nedbrudt og på den måde bremse modet til at bede om hjælp.
Vejen til bedring er gennem nære relationer
Jeg har selv været i den alenehed grundet så mange svigt, at jeg til sidst slet ikke turde at være sammen med andre mennesker eller knytte mig til dem. Jeg stolede hverken på andre eller - værst af alt - mig selv længere.
Samtidig har jeg holdt fast i livet med neglenes yderste kanter og insisteret på, at det måtte være muligt at finde troen og tilliden igen, men jeg må samtidig helt ærligt sige, at den vej har været og er fortsat både hård og træg.
Jeg har formået at etablere et kæresteforhold, men det er kun i kraft af kombination af hans vedholdenhed og villighed til forandring og min insisterende tro på at menneskers bedring MÅ være muligt og at kærligheden bliver ved, at vi nu fortsat er sammen efter 4 1/2 år. Den vedholdenhed vil jeg være ham evigt taknemmelig for <3
Han holder fast og netop det er så vigtigt, når det præcis er i de nære menneskelige relationer svigtene er sket. Vejen til bedring er, at der gennem nære relationer er nogen, der tror og bliver ved med at tro på én - også når man ikke selv gør. At der er andre til at opretholde troen og håbet indtil man selv finder dem igen.
Nogle kriser er langvarige
Kriser kan vare ganske kort, opstå på et splitsekund for derefter at løse sig selv igen og andre gange kan de være langvarige. Bare se på krige og konflikter ude i verden - det er det samme i vores nære liv. Nogle kriser kan gå i generationer eller vare livstider. For nogle er der mere eller mindre konstant kriser gennem livet og belastende omstændigheder kan fortsætte, som vi ikke selv er herre over. De omstændigheder kan blive ved med at vedligeholde de traumer, som man af hele sit hjerte ville ønske man kunne slippe og lægge bag sig.
For mig er de livsomstændigheder ikke i min magt at forandre markant. Men jeg forsøger at holde fast i visheden om at tiden går og at alting hele tiden vil forandre sig, selvom jeg nogle gange føler det fortsætter i det uendelige.
Pointe om håb
Tilbage til min pointe om håbets betydning, så havde jeg selv af det inderste af mit hjerte ønsket, at jeg på nuværende tidspunkt ville have været helt igennem på den anden side af mørket. At jeg nu kunne sige, at fortiden den har jeg lagt fredfyldt til hvile og kan leve mit liv med en dyb ro indeni. Men det kan jeg ikke, for nogle kriser varer længe og det er der andre end mig, der også lever i og kender til. Derfor er håbet en tilbagevendende redningsplanke for mig.
Hver gang jeg kan finde bare de mindste glimt af håb, der kan forandre mit udsyn fra kun at evne at se et total mørke, lukkede døre og snævre stier til i stedet at se glimt af åbne døre, bredde luftige vidder, lys og nye muligheder - så skaber det grobund for motivationen til at gå videre. Jeg kan igen trække vejret lidt lettere og mærke at livet også kan være i farver og fyldt med glæde og varme.
Betydningen af håb kan ikke overvurderes
Håbet søger jeg selv og jeg ønsker at viderebringe til andre - der også indimellem oplever fraværet af håb - at håbet kan findes igen, selvom det ikke lige er til hverken at se eller mærke. Som jeg startede med, så er det helt fuldstændig menneskeligt gennem vores liv at komme i situationer, hvor vi kan miste håbet. Det er helt okay og IKKE forkert, at have det sådan. Faktisk vil jeg sige klart og tydeligt, at håbløsheden gerne må være der. Det er helt vildt forståeligt og at acceptere det er sådan, man har det er også vejen til at håbet vil vende tilbage i en eller anden form.
Håbet er der, selvom vi ikke lige kan se det - og det kan ikke overvurderes nok <3
KH
Mette
Comments