Jeg har skabt denne blog som et frirum, en katalysator til at behandle emner, som ofte ikke bliver belyst eller ikke bliver det vedvarende.
Dette er mit rum, hvor jeg skriver, hvad der lægger mig på sinde og hvad jeg kan mærke er vigtigt for mig i hjertet at berøre.
For mig har kriser været et gennemgående tema i mit liv, så derfor optager emnet mig vedvarende. Min motivation er at vi kan opnå at leve et godt liv på trods af krisernes spor i sjælen.
Kriser kan være langvarige og er langt fra altid et valg
Hele motivationen for at skrive denne blog er, at jeg gennem mit liv har oplevet og gennemlevet mange af livets facetter. Gennem min livserfaring ved jeg, at kriser kan være langvarige. Mange gider ikke rigtig at kende til det eller anerkende, at ikke alle kriser er blot kortere perioder og så forsvinder de igen. Det forstår jeg i og for sig godt - for hvis man havde mulighed for at vælge til og fra, hvem ville så vælge kriserne aktivt til?!
Kernen er bare, at ikke alle har det privilegium at kunne vælge. Hvis omstændighederne af den ene, den anden eller whatever nummer årsag... er vedvarende belastende, så ligger valget ikke bare lige hos det enkelte individ. Så handler det nærmere om - for mig personligt - at komme til at lære at leve med de vilkår, der nu engang er – indtil de (måske, måske ikke) forandrer sig.
Oplevelsen af krig og vold kan også eksistere på usynlige planer
Hvis vi lever i krig, kan vi ikke bare beslutte os for, at nu vil jeg bare leve i fred – krigen er der stadig som noget, vi bliver nødt til at forholde os til, skabe en hverdag ud fra og leve i. Og ligesom i krig, kan vores liv være fyldt af omstændigheder og vilkår, der skaber oplevelsen af at det er som en slags krigstilstand at leve i.
Den form for “krig” er jo på ingen måde lige så synlig som den helt håndgribelige krig, som vi ser i medierne rundt omkring os i verden. Men på det oplevede plan, kan det være lige så ødelæggende for menneskeskæbner på et indre og mindre synlige plan.
Det er sammenligneligt med oplevelsen af fysisk og psykisk vold. Den første form for vold sætter helt håndgribelige aftryk, det gør den anden form ikke. Den psykiske vold er usynlig, subtil og meget meget svær dels at beskrive, begribe, dokumentere og stille til ansvar for. Det kan være så ødelæggende, at man ville ønske at mærkerne var fysiske, blot for at bevise og synliggøre, hvad der forgår og hvorfor man har fået så store skader i sit indre.
Krigens rædsler kan ses med det blotte øje og vækker momentant forståelse og medfølelse for de hjerteskærende ofre. Når man lever i vedvarende belastende omstændigheder - der ikke lige er til at flytte på eller forandre - kan det skabe den samme type reaktioner ved mennesker. Det er bare ikke synligt på samme måde - men oplevelsen og følelsen er lige så reel.
Konfliktløsning er ikke altid muligt
Krig er til alle tider rædselsvækkende, grusomt og horribelt i mine øjne og er samtidig en helt ubegribelig gammeldags og forældet måde at takle konflikter på. Kan man virkelig løse konflikter med vold mod vold?!
Ja, det er et super kompliceret spørgsmål og nogle gange er modangreb måske eneste vej i så kompleks en verden... who knows for sure?! Vi må jo erkende at krige opstår og at konfliktløsning simpelthen ikke altid er mulig – eller i hvert fald, skal der ofte betales gigantiske høje priser i form af menneskeliv og skæbner, på vejen dertil.
Min personlige erfaringer er, at mange kriser gennem mit liv, har kastet høje afbetalinger af sig i form af menneskelige omkostninger De omkostninger omhandler ikke kun mig, men alle de implicerede. Adfærdsmønstrene er gået i arv og var der nok før jeg blev født, så helt fra mit liv startede i en familie med to forældre - der på overfladen så rigtig fin, velfungerende og dannet ud - men begge havde et usundt forbrug af alkohol, som i sig selv er dysfunktionelt og dermed spreder sig som giftige ringe af dysfunktionel familiedynamik.
I voksenlivet blev min egen skilsmisse endnu et forsøg på at stoppe mønstret, fordi det også involverede en misbrugsproblematik. Det skulle dog vise sig at blive en utrolig ødelæggende proces og det mest nedbrydende for mig i rækken af kriser er mine børns opvækst, som skulle præges af den form for usynlig og ødelæggende krigsførelse og konsekvenserne deraf den dag idag - fordi konflikterne simpelthen ikke kunne finde sine løsninger. Så konflikten blev bare ved, krydret op med gentagende alvorlig sygdom hos begge mine forældre, deres begges dødsfald og dertil hørende kriser, som har rod helt tilbage i den nævnte familiære dysfunktion, jeg er født ind i og vokset op i.
Jeg er langt fra den eneste, der har en sådan historie med mig og derfor deler jeg min historie i håbet om, at andre vil kunne spejle sig i at livet kan være en kæmpe rodebutik for nogle. Og at det er naturligt at være mærket af det.
Mange af disse konflikter kan hænge ved og ved uden at blive løst - forløsninger kræver at alle parter er villige til at give slip. Selvom man kan kæmpe indtil ens eget liv næsten bliver den ultimative pris, må vi mennesker på en eller anden måde nok acceptere, at der findes ukontrollerbare omstændigheder og at de ødelæggelser omstændighederne har bragt med sig, bliver til vilkår som vi skal lære at leve med - så længe overordnet forandring ikke er en mulighed og trækker i langdrag.
Medfølelse, accept og forståelse på trods af uenighed
Som jeg startede med at skrive, så er det ikke alle, der har det privilegie at kunne træffe et valg – personligt (hvis jeg havde haft muligheden) ville jeg have ønsket og sluttet fred for mange år siden i accept og respekt for, at vi er forskellige som mennesker. Både i forhold til vores grænser, vores sind og vores sårbarheder.
Men nogle gange er livet ikke retfærdigt på den måde, som vi synes den skal være det. Nogle kriser er langvarige og vedvarende. Nogle gange sårer folk andre folk hårdt, fordi de selv er sårede og retter deres egen utilstrækkelighed udad imod andre mennesker, som de kan ramme på deres sårbarheder. Dette sker for selv at undgå at skulle mærke dybe indre smerter og følelser af skam, lavt selvværd, oplevede svigt osv. indeni dem selv.
Når man oplever gentagende at være en del af den form for usynlig krig, så skaber det et efterslæb af tunge menneskelige konsekvenser i en stor cirkel omkring de implicerede parter.
Det er langt fra alt, vi ser med det blotte øje eller ved om hinanden og det skal vi altid huske på.
Selvom løsningerne på sejlivede kriser og konflikter ikke lige er i horisonten, så tror jeg fortsat på at ægte medfølelse (den der, hvor man stiller sig bogstavelig talt i den anden sko), accept og forståelse på trods af uenighed, er en del af vejen til at forandre, det som ellers synes ikke at kunne forandres - både i den ene og anden form for krig.
Om ikke andet, så kan det være vejen til at slippe en konflikt - også selvom den ikke kunne løses, som man havde ønsket det.
Håb i at give slip
Når jeg skriver, at nogle kriser ikke umiddelbart er til at løse er det faktisk for at indgyde håb og samtidig fjerne noget af byrden, ansvaret og skyldfølelsen, som vi kan føle, når vi sidder fast i mellemmenneskelige kriser. For den form for kriser kan ikke løses på individplan - det kræver vilje fra flere sider og vi er ikke herre over andre mennesker, deres valg og adfærd.
Så når jeg skriver om at acceptere tingenes tilstand - lad os måske kalde det skæbne eller konkret de ting vi ikke kan kontrollere omkring os - så handler det om at finde fred i sig selv og stoppe en kamp, som kan være meget ulig.
Det handler for mig om at vende tilbage til at kæmpe for det, som vi rent faktisk har kontrol over og acceptere det, som er helt og aldeles ude af vores hænder.
Det er klart en kontinuerlig øvelse at skelne mellem de to ting og så rette sit fokus på det, som er muligt.
Det der kan gøre det så forbandet svært at slippe en konflikt er uretfærdighedsfølelsen indeni. For hvis man slipper, så kæmper man jo ikke længere for retfærdigheden! Men nogle gange tror jeg på at håbet ligger i at give slip på konflikten, i stedet for at fortsætte sin tilstedeværelse i de mange ødelæggende mekanismer, der bor i konflikten. Hvis vi ideelt set er i stand til at slippe en konflikt, så eksisterer den reelt ikke længere, da der skal mindst to parter til at skabe en mellemmenneskelig konflikt.
At give slip er fucking svært, jeg ved det (!) - men det er også frigivende til at livskraften igen kan strømme!
Alle har ret til et liv i frihed og fred - også selvom andre måtte mene noget andet <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments