I forrige indlæg (https://www.mettemulbjerg.com/single-post/rum-til-alle-f%C3%B8lelser) skrev jeg omkring det her med, at der faktorer vi kan styre og så er der på den anden side uendelig meget, som vi ikke har en jordisk chance for at kontrollere.
Jeg vil fortsætte lidt henad det spor fordi jeg ved, hvor vigtigt det er at have en bevidsthed omkring den skelnen for ens egen trivsel.
Hvis vi lever med et mindset, hvor vi tror, at vi selv er herre over og har hele ansvaret for vores livsbegivenheder - så skaber det mistrivsel i os selv. Vi kan med det mindset være i den overbevisning, at vi selv har “skyld” i alverdens omstændigheder i vores liv. Vi kan komme til at pålægge os selv en virkelig stor og nedbrydende byrde, når vi fejlagtigt måske tror, at vi selv står med hele ansvaret. Det gør vi ikke!
Modsat kan vi skabe små kiler af pusterum ved at bevidstgøre forskellen mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Den bevidstgørelse kan tage lidt af presset på os selv og derved fordele ansvaret en smule mere i balance med realiteterne (og helt ærligt langt mere retfærdigt!).
I min verden så har vi mennesker et ansvar for os selv, at respektere og udtrykke vores egne følelser, behov og grænser (...hvis vi har lært dem at kende og ellers er det et super godt sted at øve sig (-:), vores egne valg og vores egen adfærd. Samtidig har vi et medansvar for dem omkring os og hvordan vi agerer i mødet med andre mennesker. På den måde, har vi i på en eller anden måde altid et fælles ansvar for at være mest muligt ordentlige her i verden og imod hinanden – uagtet forskelligheder/uenigheder.
Netop her er så uendelig vigtigt at kunne lave et realitetstjek - en skelnen mellem, hvad vi reelt har et ansvar for og hvad der ligger totalt udenfor vores kontrol.
For jeg kan tage et ansvar for mig selv, min adfærd, min trivsel og så videre - altså jeg kan gøre mit bedste med de midler og ressourcer, der er til min rådighed. Jeg rette mit fokus imod, hvor jeg reelt kan forandre noget! Men samtidig er jeg nødt til at erkende, at jeg IKKE kan kontrollere de mange faktorer, der kommer udefra, som også spiller ind på mit liv. Og hvis vi ser heeelt nøgternt på det, så er der uendelig mange af dem.
For eksempel, så eksisterer der mennesker i min livsbane, som træffer valg som direkte påvirker mit liv meget negativt. Som ikke vælger at udvise respekt for mine grænser eller bare det kernefaktum, at jeg eksisterer her i verden.
Men jeg KAN bare ikke styre andre mennesker og vi KAN ikke kontrollere, at vi møder sådanne mennesker på vores vej, som i mere eller mindre grad - grundet egne årsager - ikke vil os det godt eller har respekt for øje. For i min optik er det kernen i at tage medansvar for hinanden – at respektere andres grænser, selvom vi måske selv har det anderledes.
Hvad jeg derimod KAN styre er, hvordan jeg forholder mig til verden, de ting der sker omkring mig og de handlinger andre mennesker retter mod mig. Nogle gange kan man vælge at adskille sig helt i relationer, men andre gange er det langt mere komplekst og det bliver ligesom et livsvilkår, at vi har mennesker i vores liv, som udfordrer os - altså én af de ting, som vi IKKE selv er herre over.
Derfor bliver jeg personligt nødt til at få det bedste ud af de livsvilkår, som jeg har og samtidig træffe modige valg ud fra dette for netop at skabe det bedste liv mig selv - og på den måde indirekte faktisk også for andre.
Tilbage til det med at påtage sig hele skylden, så vil jeg viiirkelig gerne undlade at benytte ordet skyld og i stedet erstatte det med ansvar. Huske på indimellem at lave et realitetstjek og spørge sig selv: "Hvor er det ansvaret egentlig ligger?" Og dernæst lave den skelnen og ansvarsfordeling mere retvisende, så vi på den måde letter os selv og kan bruge tiden på de ting, som vi rent faktisk har en mulighed for at påvirke og dermed forandre.
Jeg har personligt nogle livsvilkår, som tynger mig ubeskrivelig meget. De specifikke vilkår har været en del af mit liv i alt for mange år nu. Jeg har selvfølgelig været en medspiller undervejs, men jeg er nået til en erkendelse af at ansvaret ligger ikke hos mig alene. Det skal retfærdigvis fordeles ud på andre end KUN mig.
Det er blevet til mange år af mit levede liv, som jeg har brugt på at påtage mig alt ansvar for både min egen og andres uhensigtsmæssige adfærd og desværre også pålagt mig selv utrolige mængder af skyld...
Men jeg er kommet til et sted, hvor jeg bliver nødt til på bedste vis at frigøre mig. Acceptere de livsvilkår, der er lige nu og lade dem være.
I stedet må jeg gentagende forsøge at lave den skelnen og ansvarsfordele meget mere retfærdigt og på den måde rette mine ressourcer imod de steder, hvor de IKKE bare går til spilde og ryger i et sort hul af intethed – fordi andre menneskers adfærd er fuldstændig uden for min kontrol.
Det her eksempel, som jeg med stor sensitivitet forsøger at formidle - ønsker jeg ikke at dele konkrete detaljer omkring og det er i virkeligheden heller ikke essentielt for at andre kan forholde sig til det. Det handler om mønstre, som vi alle kan havne i og følelserne, som de mønstre kan udløse.
For mig er der utrolig mange følelser af sorg, skam og skyld behæftet med min specifikke situation. Men det ER ikke og har ALDRIG været mit valg eller ønske alene, at mit liv skulle forme sig, som det har gjort. Hvis jeg ene og alene kunne træffe valg omhandlende denne sårbare situation ud fra mine bedste intentioner, ønsker og i kærlighed til mine nærmeste - så havde situationen ikke været som den er i dag!
Min pointe med denne refleksion omkring ansvar og skelnen mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare er, at jeg håber det kan skabe bare en lille bitte smule mindre tyngde hos dig, hvis også du står i vedvarende vanskelige livsomstændigheder.
Og vigtigst: at også DU vil øve at være mild ved dig selv i dit liv - med visheden om, at ikke ALT er dit ansvar alene <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments