Emnet om grænser er så stort og betydningsfuldt for vores trivsel som mennesker, så dette indlæg er i forlængelse af det tidligere, som du kan læse her: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/gr%C3%A6nser-integritet
Læren om grænser
At lære at sætte grænser er en kompleks øvelse, som vi sådan ideelt set skulle lære gennem vores opvækst. Optimalt skulle vi gennem de nære relationer gerne lære, at det er okay at mærke vores grænser og udtrykke dem. At vi kan stole på vores egen oplevelse af verden og os selv, så vi kan mærke og reagere hensigtsmæssigt og sundt på vores følelser og behov.
Vi skulle gerne få oplevelsen af, at det er trygt at sætte grænser, fordi dem omkring os respekterer og rummer dem. De sætter ikke spørgsmålstegn ved dem, så vi bliver i tvivl om vores egen dømmekraft. Tværtimod føler vi os - gennem den respekt vores nære relationer udviser - værdige til både at sige ja tak/nej tak, sige til/fra og sige gå eller stop.
Det optimale udviklingsforløb sker bare ikke altid på ideel vis og mange mennesker vokser op i dysfunktionelle rammer eller kommer ind i et dysfunktionelt livsforløb af den ene eller anden karakter, som i bund og grund kan resultere i, at der kommer kludder i grænsesætningslæren.
Det er ikke ualmindeligt og det er vi rigtig mange, der har oplevet gennem vores opvækst og/eller senere i livet. Så er det, vi må lære tingene i liiidt omvendt rækkefølge eller genlære. Og hey, det ER muligt, for vi kan altid forandre og øve os livet igennem :-D
Jeg skriver genlære, fordi jeg gerne vil dele min overbevisning med dig. Den går ud på at vi har det hele i os, vi har følelsen af os selv indeni os – vi har bare (af en eller multiple årsager) overhørt eller glemt, hvordan vi lytter og stoler på det, vi hører.
Selvværd er grundstenen i grænsesætning
Som altid, vil jeg gerne minde dig om, at min blog ikke skal læses som totale sandheder, videnskabelige fakta eller evidensbaseret forskning.
Jeg skriver ud fra mit eget levede liv og mine vidtstrakte livserfaringer og hvis du bliver inspireret, er det rigtig dejligt - bare husk altid at have din egen kritiske sans og fornemmelse for, hvad der giver mening for dig med, hvor end du går (-;
For mig er mit selvværd grundstenen i at sætte grænser. Da jeg havde det allerværst, var det faktisk nærmest umuligt at sætte grænser. For jeg kunne ikke mærke mig selv og følte mig værdiløs. Hvis du ikke føler dit eget værd, så føler du heller ikke ret til at sætte dine grænser. Og hvis du oveni ikke kan mærke dig selv og har mistet tilliden til dig selv, ja så er det åbenlyst, at det fører udad en vej væk fra at sætte sunde grænser...
Jeg har været der - i mange år. Jeg følte mig så lidt værd, at jeg oprigtigt tænkte, verden ville være bedre uden mig i den. Mine børn ville være bedre stillet uden mig i den. At så ville der i det mindste være ét problem mindre i den her verden for dem at forholde sig til. Hovedårsagen var, at jeg følte mig fanget i en vedvarende tungt belastende livs setting, der føltes så umuligt for mig at løse. I stedet brød det mig helt ned som menneske og værst af alt – som mor for mine børn.
Og ja, sådan kan man føle, hvis man helt mister troen på sig selv og sit eget værd. Det er faktisk helt fuldstændig naturligt at føle den modløshed og fortabthed, når man er så belastet og presset gennem lang lang tid.
Derfor gik min vej, til at finde tilbage til mig selv, gennem hård selvtræning i at lære at mærke mig selv igen, sætte grænser for MIG - både i forhold til mig selv og i forhold til andre. På den måde er jeg langsomt ved at genopdage, at jeg er noget værd som menneske.
Jeg har ret til at være her i verden og ret til at passe på mig selv ved at sætte grænser og have behov. Selvværd ER for mig grundstenen for vedholdende grænsesætning gennem livet.
En udfordring for alle
At jeg har bøvlet med det her emne, er på ingen måde enestående. Det er noget, der er en udfordring for de fleste i mere eller minde udtalt grad. Omfanget kan være forskelligt, men jeg vil alligevel vove mig ud i den crazy påstand, at alle mennesker har oplevet vanskeligheder på det her punkt i en eller anden relation. Vi er uendelig mange forskellige mennesker på jorden og der vil altid være nogen, der udfordrer os i mødet med dem. Og omvendt vil nogle være det i mødet med os – det kan ikke undgås og der vil altid være nogen, der ikke ser det gode i os...
For nogle kan det være en perifer relation, det kan være en fremmed på gaden, en kollega, det kan være en eller flere i ens nære kreds eller de helt nærmeste relationer. Men følelserne og mekanismerne er fælles for os alle. Hvor stor indvirkning det så har på vores liv er selvfølgelig betinget af, hvor tæt på os udfordringen ligger og sværhedsgraden af den.
Knæk opstår i relationer
Jeg har den tro, at vi alle er født med potentialet til at mestre livet i verden. Men det er gennem vores relationer, vi udvikler os og også derigennem, vi lærer at begå os og knytte os til andre.
Personligt har jeg oplevet ret meget kludder og grænseløs adfærd og det har gjort at jeg grundlæggende fortsat føler angst for at få folk for tæt på. Det er en dyb angst for ikke at blive respekteret på mine grænser, men i stedet ramt på dem gennem overskridelse, fordømmelse, latterliggørelse, respektløshed, negligering, ignorering og udnyttelse af min sårbarhed imod mig.
Ja, det er gennem vores relationer, der kan ske store knæk på vores selvværd og vejen tilbage er – for mig – at lære mig selv at kende og på den måde finde tilliden og troen på mig selv igen. Jeg ved af erfaring, at det at indlede sig på at indgå i nære relationer igen er noget af det mest angstprovokerende, for det er dér man er blevet såret allermest. Så det kræver stort MOD at træde små skridt ud af sin beskyttelseszone <3
Mod til at sætte grænser gennem at sætte grænser
Modet til at sætte grænser kommer gennem netop dét at gøre det, øve det og blive ved. Også selvom det kan have store følelsesmæssige konsekvenser og føles umuligt til tider.
Men gennem gentagende og vedholdende at holde fast i sine grænser (både i forhold til sig selv og andre) og være tro mod sig selv – tror jeg på, at modet vokser og respekten for os selv vokser i takt med det.
Personlige grænser er ikke til diskussion
Husk altid på, at personlige grænser ikke er noget, man skal være enige om. De er ikke til diskussion og det er den enkeltes ret at udtrykke og opretholde dem uanset, hvad andre i heeele verden måtte mene om det. Grænser kan flytte sig i takt med, at tryghed indfinder sig, det er en bevægelig størrelse - men retten til at sætte dem er din og din alene!
Hvis vi har oplevet noget virkelig svært, er det klart at vores grænse måske hurtigt er nået og det er okay! Det er helt fuldt ud forståeligt, naturligt og skal mødes med respekt.
At sætte sine grænser er ikke at skade andre, det er at passe på sig selv for at kunne være sammen med andre på en sund, respektfuld og kærlig måde.
Vær som altid god og kærlig mod dig selv i det her, for jeg ved og forstår, hvor udfordrende vejen i grænselandet kan være <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments