En af mine absolut største livsværdier er at være tro mod mig selv. At bevare min følelse af personlig integritet.
Dette er helt klart blevet tydeliggjort for mig, fordi jeg har oplevet IKKE at være tro mod mig selv - følelsen af at have mistet al forbindelse til mig selv.
Integritet for mig er, at der er en sammenhæng imellem mine helt grundlæggende værdier, etik og moral her i livet og at der er en klarhed/rød tråd mellem det jeg siger og det jeg gør. Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er ensbetydende med at være perfekt, men at være ærlig omkring mig selv ud fra ovenstående værdier. Forsimplet sagt - at mine handlinger afspejler mine ord og omvendt.
Personligt har jeg været ude et sted, hvor jeg følte min integritet hang i en meget meget tynd tråd. Den føltes faktisk som om den var blevet fuldstændig opløst, fordi jeg var så presset mentalt, at jeg mistede følelsen af mit indre kompas, der ellers altid har været min faste beskytter og redning i forhold til, hvad der er op og ned i den her verden.
Hvis du har oplevet at være udsat for overgreb, psykisk/fysisk vold, svigt eller andre krænkelser, så kan det let ske, at din personlige integritet føles som om den smuldrer. Den smuldrer fordi, der er nogen, der måske desværre har haft held til at få dig til at vakle i troen på dig selv, troen på din fornemmelse/evne til at mærke og sætte dine grænser og dermed troen på din egen dømmekraft.
Når man oplever sine grænser overskredet og mister troen på sin egen dømmekraft og oplevelse af verden rammer det også følelsen af værd. For hvad er jeg værd, når mit nej tak ikke bliver respekteret, bliver overhørt, negligeret, fordømt eller direkte ignoreret? Kan jeg så overhovedet stole på mig selv?
Det sted har jeg været og den totalt smadrede tro på mig selv er fortsat under genopbygning.
Jeg har gennem livet oplevet utrolig meget grænseløs adfærd og har dermed ikke rigtig lært at grænser var noget man gerne måtte have, udtrykke og sætte for sig selv. Jeg har kæmpet og forsøgt at lære det på egen hånd, men har gennem grænseløsheden desværre modsat lært, at det at sætte grænser kunne være forbundet med skyld, skam og tunge konsekvenser. For når man siger fra overfor grænseløs adfærd og ikke bliver respekteret, så kan læren desværre blive, at det at sætte grænser er forbundet med fare for at blive endnu mere grænseoverskredet, fordømt eller pålagt skyld for at have udtalt den grænse som jo så sårer den, der oprindeligt forårsagede den grænseoverskridende adfærd. Og så bliver det pludselig den krænkende part, der skal tilgodeses, fordi deres adfærd ikke var velkommen og deres "behov" dermed ikke blev opfyldt...
Ja, det er komplekse sager det her med grænser og ovenstående er blot et forsøg på at synliggøre problematikkerne ved det at sætte og respektere grænser i menneskelige relationer.
Vi har alle vores egen oplevelse af verden og det er KUN den ene person, der kan afgøre for sig selv, hvor ens personlige grænse går. Så kan alle andre synes om det, som de vil – men de har hverken mandat eller ret til at påtage sig den afgørelse for et andet menneske.
Det ER kun os selv der kan mærke og ytre vores egne grænser. Og så må vi gerne forlange respekt, uagtet alle mulige andres vurderinger.
Vi kan ALDRIG stille os til dommer overfor andres oplevelse af verden eller diskutere, hvorvidt den andens grænse er berettiget. En grænse er altid berettiget af den, der opstiller den og kan ikke diskuteres uanset, hvad modparten måtte have af indvendinger. Det ER kun op til personen selv og hvis nogen udtrykker ubehag, så må vi altid gøre vores bedste for at respektere det.
Hvis ikke vi gør, så sårer vi faktisk mennesker igen og igen med den vished, at vi overskrider deres grænse, for de har ytret den og vi har ikke lyttet. Vi har blot afgjort, at vi ved bedre end de selv gør.
Det er ikke okay! Ikke at respektere andre menneskers grænser er ikke en skøn adfærd, der bidrager til varme indre følelser og ville vi selv ønske at andre kom og lige fratog os retten til at sige fra, fordi de vidste bedre?
Jeg tror de fleste ville svare nej til det, heldigvis!
Mit indlæg her er en STOR opfordring bøjet i skrigende pink neonlys til at holde fast i dine grænser, til at være tro imod dig selv og din personlige integritet.
Det er okay at sige fra overfor grænseoverskridende adfærd og ja, det kan føles sindssygt svært og farligt, fordi vi er bange for de konsekvenser, vi måske tidligere har oplevet ved at sige fra. Men at holde fast i hvert lille bitte skridt bestående af grænsesætning er på samme tid så omfavnende, kærligt og sundt imod os selv.
OG omvendt imod dem, som vi giver vores respekt af deres grænser.
Jeg har personligt oplevet skelsættende konsekvenser af at sige fra overfor grænseoverskridende adfærd, der vedvarende ikke er blevet respekteret og lever i dag med ballasten af de konsekvensers tunge kors hver evig eneste dag.
Men jeg ved, at det er udenfor min rækkevidde at ændre på andre menneskers adfærd, så det jeg med sikkerhed kan, er at holde fast i mig selv, min integritet og fortsat sige fra, hvor mine grænser bliver overskredet.
Det kan også blot være indeni i én selv, hvis modparten ikke er i stand til at respektere - bare det at sætte og være bevidst om sin grænse i sit indre er vigtigt for følelsen af integritet.
Grænser er som sagt en enorm kompliceret bevægelig størrelse og det kræver et vedvarende mod og føles stadig frygtsomt for mig at sætte dem - men jeg gør det (bedst muligt), da alternativet vil være (igen!) at miste mig selv.
Grænser og integritet går hånd i hånd og husk nu på, at der er kun én, der kender og mærker dine grænser og det er DIG!
Du er et frit menneske med ret til at sætte din grænse - andres "job" er udelukkende at respektere dem <3
Kærlig Hilsen
Mette
Comments