Fastlåst i livet

Dette er en personlig blog og derfor er mine beretninger og refleksioner ofte personlige og med afsæt i egne oplevelser og erfaringer. Denne blog er min personlige rejse i livet og en skildring af at være et menneske, der vedvarende er udfordret af livsvilkår samt de psykiske følger, som mit livsforløb, arv og miljø har givet mig.

Jeg har et dybtfølt ønske om at være talerør for de mange tavse stemmer, der står et lignende sted og måske føler modløshed derved.

Min blogs tilblivelse sker simultant med, jeg går gennem livet og afspejler derfor både op og nedture.

Ufrihed til at leve mit liv

Gennem mange år har jeg gennem mine erfaringer opbygget en frygt for nære relationer samt en meget lille tro på mig selv og mine egne evner. Det føles nærmest som om, frygten har låst sig fast i mig og gør, at jeg idag oftest føler mig angst, sky og meget ængstelig ude i verden - at det er en overvindelse hver gang, jeg går udenfor. Jeg er samtidig på et enormt energikrævende overarbejde fordi, jeg forsøger at kompensere for mine symptomer, da det føles direkte farligt for mig at vise mine sårbarheder - som de nu engang er.

Årsagen til min frygt ligger blandt andet i, at jeg er blevet slået hårdt på mine dybeste sårbarheder - helt særligt i forhold til rollen som mor til mine to børn. Deres barndom har været ALT andet end jeg havde troet eller drømt om. Den har været fyldt med kaos, konflikt, nedbrydende stress og frygt for, hvordan jeg ville blive ramt som mor og menneske igennem de konflikter. Jeg har gjort mit bedste som omstændighederne har været - men ikke desto mindre har det været en opvækst, fuldstændig uacceptabelt, præget af uro.

Den årelange periode (som fortsat er ustabil) har gjort, at jeg i skrivende stund fortsat føler mig låst fast i mig selv grundet en dyb frygt for konsekvenserne af mine handlinger og angsten for at skulle opleve gentagelser - med andre ord, så er det en følelse af at være ufri til at leve min liv som jeg vil.

Forsøg på at finde fokus på det, vi kan kontrollere

Jeg har ofte skrevet om bevidstheden om at skelne imellem, hvad vi kan kontrollere og hvad vi ikke kan - for det er også dér, jeg selv ønsker at finde fokus. Men sandheden er også, at det udfordrer mig i en grad, som skaber en gentagende stor lidelse indeni min krop og mit sind. Jeg kan simpelthen ikke finde vej ud af frygten og ængstelsen.

I min sunde fornuft ved jeg, at det ikke giver mening at bruge tid på alt det udenfor min rækkevidde - at jeg spilder store mængder af energi på at bekymre mig om netop disse ukontrollerbare omstændigheder i mit liv. Men problemet er bare, at jeg ikke formår at slippe det... At det er så betydningsfulde faktorer i relation til min trivsel, at jeg vedvarende bliver ramt hårdt og falder i dybe huller af fortvivlelse, depressive tanker og dyb frustration.

Jeg har det med at rejse mig og tage fat igen og igen, men hullerne er mange undervejs.

Til jer, der har det ligesom jeg

Generelt er min blog også skrevet til de af jer, som ligesom jeg ved, hvad det vil sige at leve med psykiske og sociale udfordringer, som bare har hægtet sig godt fast OG som ikke lige er til at forandre. De af jer, som ikke aner, hvad I skal stille op, hvor I skal søge hjælp og hvor I skal starte. Til de af jer, der føler en dyb indre skam over at være psykisk eller fysisk syg og derigennem at føle sig som en belastning for verden og dem omkring jer. For det at være et faldet og såret menneske vækker ofte dyb skam - en skam som slet ikke er retfærdig at skulle bære oveni.

Jeg vil gerne opløse skammen ved at føre mig selv frem som eksempel på at være fastlåst i livet og fortælle at jeg forstår, hvor håbløst det kan føles og at det er helt okay at føle sådan. Det er som det er og hvis vi kunne styre og vælge alting selv - så valgte vi nok noget andet. Men ikke alt er op til os selv. Vi har ikke egenhændigt valgt vores genetik, vores familiære ophav, vores opvækst eller de vilkår, vi bliver givet. Der er så meget, der ikke er op til os og vi kan så let komme til at påtage os skylden og skammen over noget der er alt for komplekst til at kunne være vores ansvar alene.

DU er ikke håbløs uanset, hvor håbløst du kan føle alting er - husk det <3

Omfavne at vores liv arter sig forskelligt

Tænk engang hvis vi med omsorg kunne omfavne, at vores liv arter sig forskelligt og nogle gange skaber følelser af fastlåsthed i lange perioder og ikke sammenligne os med de omkring os, der har helt andre vilkår. Det vækker kun stress og følelser af mindreværd at sammenligne sig med andre og føle, vi skal kunne det samme med vidt forskellige forudsætninger.

Jeg har selv udviklet meget negative tankemønstre omkring mig selv og har en gennemgående følelse indeni af utilstrækkelig, utryghed ængstelse og uro.

Man kan oftest ikke se dette på mig, for jeg står endnu ikke stærkt i min egen sårbarhed, der som tidligere beskrevet er er forbundet med stor angst - meeeen jeg vil fortsat forsøge at omfavne sårbarheden i små bidder og samtidig forsøge at omfavne, at vores liv arter sig forskelligt og følelsen af at være fastlåst i livet må være der indtil den måske lidt efter lidt forandrer sig.

Den omfavnelse håber jeg også for alle jer, der måske læser med og kan genkende dele af de emner, jeg berører <3

En lille refleksion til mig selv og andre:

Der er altid håb, for uden håbet ville håbløshed vel ikke eksistere?

KH

Mette