Jeg forsøger altid at skrive med så megen ærlighed som muligt og det vil jeg selvfølgelig også gøre denne gang. I dette indlæg vælger jeg at bruge ordet ufuldkommen, som læner sig op ad uperfekt.
Jeg ved, hvor svært det kan være at acceptere og respektere sig selv med det, der nu engang er. Uagtet årsagen af udfordringerne er de menneskelige mekanismer relaterbare for os alle.
Kriser bliver en del af os
Når vi mennesker oplever kriser vil der være en vis genkendelighed og forståelse på tværs af krisens art.
Gennem livet har jeg i mine nære relationer eksempelvis oplevet gentagende svigt, misbrug, alvorlig psykisk/fysisk sygdom, psykisk vold, krænkelser og dødsfald. At have gennemlevet så mange yderpunkter af det menneskelige liv, gør - for mig - at jeg føler relation til en virkelig bred vifte af den menneskelige oplevelse.
Personligt har de kriser, belastninger og stress været medvirkende til, at jeg selv blev meget syg - både psykisk og fysisk, fordi den fysiske krop grundet kronisk forhøjet alarmberedskab kom i ubalance og sagde fra. Det er derfor nogle vilkår som jeg lever med - de er en del af mig.
Kort fortalt!
Frisk luft i yderkanterne
Når jeg skriver mine indlæg, er det til alle, men måske særligt til personer, som selv har været i de yderkanter på en eller anden måde. Ikke alle mennesker kan forholde sig til, hvor mørkt livet kan være og det er min intention at puste lidt frisk luft derind, give det plads og fortælle at det er okay, at det er der.
Ved at vi holder det inde i lukkede rum, vokser skammen sig større og ødelægger os indefra.
Netop det at have gennemlevet dybt traumatiske ting kan føles ubeskrivelig ensomt og blot visheden om, at man ikke er den eneste kan opløse en flig af den ensomhed og skam, der desværre ofte er behæftet med livets skyggesider.
Jeg kalder dem skyggesider i mangel af bedre beskrivelse. Det er de vanskelige/tunge aspekter, som er en del af livet, men som i vores kultur og samfund ligger i skyggen af alt det lyse og lette, som vi helst forholder os til. Men at få det ud i lyset, at vide vi ikke er alene og det er okay at have oplevet virkelig svære ting - blødgør også smerten for dem som er “ramt” af livet.
Ofte er de her sider noget, vi ikke rigtig har et sprog for og så er det jo klart, det er udfordrende at tale om i vores ellers velpolerede liv.
Men min overbevisning er, at vi ville leve med langt mindre lidelse, hvis vi levede bedre i balance med vores ufuldkommenhed som mennesker.
Ufuldkomment menneske
Jeg har en indrømmelse og det er, at jeg er et ufuldkomment menneske.
Mit væsen består af både gode og dårlige sider, jeg er et sensitivt væsen, et privat menneske, der har brug for mit eget rum, en overvejende introverthed, men jeg har samtidig også en social, lys, humoristisk og åben side som menneske.
Jeg har stået så meget på kanten af livet og de belastninger/tab/krænkelser, jeg har oplevet kombineret med min livsrygsæk og den jeg er som person - har gjort, at jeg har udviklet vanskelighed ved at begå mig ude i verden. At jeg meget ofte føler en utryghed i sociale sammenhænge og for konsekvenserne ved blot at være mig.
Omgivelserne vil muligvis ikke nødvendigvis opleve mig sådan, men følelsen er indeni mig og er en proces af kontinuerligt at acceptere/respektere mig selv og dermed mestre livet.
Det der er, er at jeg er et menneske på godt og ondt. Jeg er blevet påvirket af de hændelser, der har været på min livsbane og det gør mig ikke til et dårligt menneske. Blot til et menneske, der har levet et liv.
Det er ikke meningen, at vi skal være perfekte og ens – for uanset hvordan vi forsøger at justere, tilpasse, vende og dreje hver en lille ting her i tilværelsen, så er og bliver vi aldrig perfekte eller ens. Og det er sådan det skal være.
Respekt
For mig er respekt et nøgleord for vores trivsel.
Det hænger også sammen men integritet og grænser (som jeg skrev om i to tidligere indlæg: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/gr%C3%A6nser-integritet & https://www.mettemulbjerg.com/single-post/gr%C3%A6nser-vol-2).
At udvise respekt for os selv og andre i forhold til grænser, begrænsninger, behov, styrker og sårbarheder skaber trivsel for både os selv og dem omkring os.
Vi skal nogle gange træffe virkelig svære valg her i livet for at bevare respekten for os selv. Det kan være en meget ensom vej at holde fast i respekten for sig selv og det vil jeg rigtig gerne udtrykke her, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om at have oplevet dyb ensomhed og følelsen af at stå helt alene i verden.
Den ensomhed forstår jeg og kender helt ind i knoglerne.
Netop det emne fortjener på et senere tidspunkt et indlæg (eller flere!) for sig <3
Gensidig respekt for dem vi er, er en grundsten i en sund måde at eksistere i livet på og jeg forstår af hjertet, det kan være en svær proces, så vis også stor respekt for dig selv deri <3
Du er ikke alene
Jeg tror på, at vi kan klare at gennemleve utrolige ting. Vi er i kernen ekstremt stærke, men at gennemleve meget tunge ting i ensomhed giver et ekstra lag af traume oveni. Nogle gange er vores skæbne eller livet bare konstrueret sådan for nogle mennesker.
Selvom du føler jeg alene og ensom (og det anerkender jeg fuldt ud!), er du ikke alene om at føle som du gør.
Der er andre her i verden, som har oplevet eller lige nu oplever lignende oplevelser/følelser/omstændigheder og alene visheden om det, kan opløse bare et lille bitte hjørne af den ensomhed.
Det fjerner ikke smerten, det ved jeg – men den kan forandre sig lidt efter lidt ved at opdage, at der er nogen derude, der forstår og respekterer, hvad det vil sige at være et ufuldkomment menneske.
Et helt menneske er nemlig helt paradoksalt netop et ufuldkomment menneske, det er vi alle og jeg er ét af dem <3
Kærlig hilsen
Mette
Comments