En tid af oprørte vande

Vi har langsomt bevæget os i en retning af mere oprør og splittelse i verden. Der er mange situationer, der skaber summen af mere uro, uvished, frygt og splittelse. Det er sådan det er lige nu og vi må være i det, der nu engang er på bedste vis. Derfor skriver jeg dette indlæg, da jeg ønsker at bidrage til at skabe lidt ro og håb omkring os alle.

Jeg tror på at vi skal være opmærksom på det nære omkring os for at finde og føle, at der uanset de oprørte vande også eksisterer varme og håb i vores nærhed.

Næring af håb, når det føles som om verden falder

Jeg er total fortaler for at være realist og se tingene, som de nu engang er. Samtidig mener jeg, at vi som mennesker har behov for at nære håbet og derigennem vores trivsel for at holde fast i vores medmenneskelighed og medfølelse - både for dem omkring os og os selv. Vi har behov for sjælelig næring for at kunne stå igennem de perioder, hvor det kan opleves som om verden falder, af den ene eller anden årsag.

For mig er det essentielt at se på, at der er mennesker omkring mig (nogle gange kan der være få eller ingen, I know (!) og ved hvor svært reel ensomhed kan være). Men selv igennem langstrakte perioder med stor ensomhed, har jeg forsøgt at rette blikket ud og se beviser på, at der var andre omkring mig derude i den virkelige verden. På trods af min dybe ensomhedsfølelse. Dette tvang jeg praktisk talt mig selv til, for at holde fast i håbet om, at mit liv ville blive anderledes med tid.

Jeg tror på, at det er ekstremt vigtigt, at vi åbner udsynet og ser livet omkring os og på den vis, har jeg oplevet på egen krop, at selv den mindste godartede kontakt til et andet menneske, kan bringe påmindelsen om, at der er noget godt omkring os. At der er håb i stunder, hvor vi føler, det er mistet.

Gør verden lidt mindre indimellem

Det skaber stor magtesløshed at være vidne til (lad os være ærlige) stort vanvid, kaos, storpolitisk magtdemonstrationer, trusler og krig. Samtidig kan vi stå i personlige sårbare situationer, som i forvejen præger vores hverdag og trivsel. Det er i disse situation, jeg personligt har brug for at finde håbet midt i den store og overvældende verden på alle planer. Håbet ligger for mig i at blive bevidst om det nærliggende, mine helt primære behov, de små ting og skønheden omkring mig, andre menneskers venlighed og de relationer, der bringer noget godt.

Det er noget med at gøre verden lidt mindre indimellem, at zoome lidt ind, så man kan generere overskud til at zoome ud igen. På den måde tror jeg vi kan skabe lidt balance, for ingen kan være i og forholde sig til alting hele tiden. Jeg kan i hvert fald ikke og er et sensitivt menneske, der mærker alt omkring mig og tager nemt det hele på mig, hvis jeg ikke bevidst vælger at gøre noget andet.

Derfor er den dér øvelse i zoomen ind - hvor jeg indimellem gør verden lidt mindre - essentiel for mig. På den måde kan jeg forsøge at skabe en lidt bedre balance i mig selv.

At glæde hjertet

I samme ombæring vil jeg sige, at jeg er af den tro på, at det skaber nærende ringe af en lille bitte smule ro, midt i de oprørte vande, hvis vi giver plads til handlinger, der glæder hjertet. Og her mener jeg selv de mindste af slagsen. Altså mikro handlinger gør også en forskel!

For mig personligt kan det være at følge min første indskydelse, da den egentlig temmelig ofte er det mest gavnlige for mig ...inden jeg ryger ud i tanker om tvivl og angst for det ene og andet (-:

At glæde mit hjerte er noget, jeg øver mig på, for jeg har været låst af angst-problematikker indeni meget længe (spoiler: angst glæder ikke hjertet super meget...) Isolation er et beskyttelses mønster, der vender tilbage og har fulgt mig så længe jeg husker. Men jeg øver mig i at se den nære verden omkring mig, berolige mig selv og gøre gode handlinger for mig selv og andre.

Hvert et skridt er et skridt. Et skridt, der bringer én videre på en eller anden vis - også her midt i en tid af oprørte vande

KH

Mette