Da jeg skrev sidst, troede jeg, at det næste indlæg skulle omhandle at leve med glæde og smerte i sameksistens. Altså med en accept af livets uundgåelige smerte, som en del af det vilkår, det er at være i live - at være menneske i blandt andre mennesker.
Men da jeg skrev det forrige indlæg, vidste jeg ikke, hvilke nye ting, der ville poppe op i mit liv i de efterfølgende dage og derfor kom dette fokus og overhalede indenom...
Dette indlæg peger til dels også retningen af at leve med både det, som gør ondt og det, som gør godt - men i stedet med mere fokus på en påmindelse om, at der er rigtig meget i tilværelsens gang, som vi overhovedet ingen kontrol har over.
At skelne og identificere, hvad der er uden for vores kontrol
Jeg oplever en livsbane, hvor der er utrolig meget, som lægger udenfor min kontrol. Det gælder ikke kun for mig, men for os alle - der er bare forskel på intensiteten.
For eksempel kan jeg ikke kontrollere om et lyskryds lige skifter, idet jeg nærmer mig det, om det regner, er solskin eller om toget er 30 minutter forsinket. Disse hændelser har jeg utrolig let ved at affinde mig med, da det i og for sig ikke har en afgørende betydning i mit liv og ligger i afdelingen af bagateller, som jeg ikke har et ønske om at bruge energi på. Det er ting, som ligger udenfor min kontrol, men som jeg accepterer som værende upersonlige og naturlige ukontrollerbare vilkår.
Derimod bliver det utrolig udfordrende, hvis det handler om mellemmenneskelige handlinger og adfærd, der har direkte mærkbar indflydelse vores liv og vores trivsel. Altså personer i vores nære miljø, som gentagende excellerer i adfærd, som direkte sårer, overflødiggør eller underkender vores eksistens og glimrer i mangel på respekt for vores sårbarheder - måske endda udnytter dem for at føle magt (måske ubevidst, men stadig...).
Her er det, det bliver relevant i forhold til at kunne skelne og identificere, hvad der ligger total og aldeles udenfor vores kontrol. Og under denne kategori ligger andre menneskers holdninger, adfærd og valg.
“Ting i vores kontrol er opfattelse, begær, aversioner og – med ét ord – vores handlinger. Ting uden for vores kontrol er krop, ejendom, omdømme, herredømme og – med ét ord – alt, der ikke er vores handlinger.” Inspiration fra stoicismen, Epiktet
At acceptere det uacceptable
Lige nu handler det for mig om denne skelnen (igen!).
Vi har netop måttet sige farvel til vores elskede hund, den bedste og sødeste af slagsen, vores zenmaster og min altid trofaste ven. Det gør smertelig ondt, men er samtidig en del af det ukontrollerbare, som dødens uundgåelighed er for os alle. Der ligger ikke dybe komplekse uhensigtsmæssige mønstre bag. Det var en endestation, der ville komme før eller siden, som al alderdom jo vil nå frem til på den ene eller anden vis. For mig er dette til at finde accept af, selvom det gør meget ondt - for hændelsen er også naturlig.
Derimod opstår der gentagende helt uacceptable hændelser i andre dele af mit liv. Hændelser, der består af valg, som mennesker omkring mig træffer - hvad der syner som uden nogen form for omtanke, empati eller selvrefleksion.
Når der opstår de her mellemmenneskelige grænseoverskridende og sårende adfærdsstrukturer - som sker uagtet, at man forsøger af al kraft på altid at gøre sit ypperste, sætte grænser, være tydelig, rummelig og empatisk, tålmodig, kontinuerligt kigge indad og udholde det uudholdelige - så bliver det selv sagt en meget sværere opgave at skulle acceptere de ydre områder, vi ikke kan styre.
Personligt ved jeg, at den pinsel, jeg oplever vil kunne fortone sig, hvis jeg vil kunne nå frem til en accept af, at det er som det er. Uanset, hvor ubehageligt og smertefuldt det end måtte være. Altså at acceptere det uacceptable igen og igen.
At acceptere er ikke det samme som at samtykke eller sige, at det er okay at det er som det er. Det er først og fremmest at sige: "ja, det er som det er. Det er virkelig frygteligt at stå her, men for nu er det ude af min kontrol. Jeg har gjort alt, hvad der står i min magt og må acceptere, at andres adfærd er helt udenfor min kontrol". Først dér vil jeg komme ud af min indre kamp for retfærdighed.
Betydningen af respekt
I min verden har respekt, den største betydning. At opleve sig respekteret af mennesker omkring én, gør at man føler sig set, at ens eksistens er berettiget og værdig til respekt.
Når man modsat ikke oplever respekt, føler man sig usynliggjort og selve ens eksistens føles udslettet. Her er det af stor betydning hvem, du oplever dette fra. Hvis det er perifert, som for eksempel en kollega, så er det stadig udfordrende, men man man trods alt læne sig ind i, at ens nærmeste består som ens wingmen og bakker op.
Hvis det tværtimod er personer helt tættest på, så bliver det helt utrolig smertefuldt at være i - når man banker på, men døren forbliver lukket, siger fra og italesætter grænser, men bliver overhørt eller fordømt, hvis ikke man gør som der bliver sagt.
Dette er kernen af usunde mønstre, som er så ekstremt ødelæggende for dem, som er implicerede. Hvis det i værste fald går ud over relationen til ens børn, så er det praktisk talt ubærligt og ikke noget, jeg ønsker for nogen andre at skulle gennemleve.
Respekt skaber mulighed for sameksistens
Gennem respekt kan vi trods vores uenigheder leve i sameksistens med hinanden. Vi kan godt være uenige, men stadig respektere, når nogen ytrer, at der bliver overskredet en grænse. Selvom vi kan være uenige, så kan vi ikke afgøre andres grænser og bare overskride dem igen og igen.
Det er en sådan type adfærd, som vi ikke er herre over - for vi har kun kontrol over vores egen adfærd og valg. Hvis ikke alle involverede parter ønsker at udvise respekt, på trods af uenigheder, så er en situation virkelig vanskelig at ændre alene og vi må istedet forsøge at handle bedst muligt og træffe valg ud fra virkeligheden og realiteterne som de nu engang er.
For mig er jeg gentagende et sted, hvor jeg kæmper mellem at opnå en forandring/retfærdighed og at acceptere og slippe kampen - for jeg er i tvivl om hvorvidt den foregår på en arena, som jeg nogensinde vil kunne vinde på...
Kære Maddie
Dette indlæg kom ind fra siden, fordi det er temaer, der fylder enormt meget lige nu. Jeg ved, at det at acceptere føles kontraintuitivt, fordi vi såååå gerne vil kæmpe og føler, det kan være lig med nederlag at stoppe den kamp. Men ikke desto mindre tror jeg på, at det vil hjælpe at øve os i at nå til en accept, når vi oplever smertefulde ukontrollerbare ydre omstændigheder.
Jeg vil slutte med at sende en kæmpe tanke fuld af kærlighed til den sødeste og mest fredskabende hund - Maddie:
"Kære sødeste Maddie, vi savner dig og ønsker, at du må hvile i fred med alle dem, som heller ikke er her længere. Kærligst fra os, din familie" <3
Kærlig hilsen
Mette
P.S. Læs eventuelt dette forrige indlæg, som også handler om samme tema: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/hvad-vi-kan-kontrollere-og-hvad-vi-ikke-kan-v%C3%A6r-mild-imod-dig-selv
Comments