Hvor ville jeg ønske, vi levede i en verden, hvor vi dømte os selv og andre langt mindre. Det ville frigøre så meget energi til at fokusere på andre og mere givende ting.
At være menneske er ikke en fast defineret formel og varianten af at eksistere på denne jord har så stor en spændvidde, at vi ikke kan eller skal holde os selv eller andre fastholdt i forudindtagede, misforståede eller konservative holdninger, vurderinger og prædikater.
En verden på speed
Jeg tænker, at det altid har været vanskeligt at være menneske gennem tiderne, det skifter blot karakter alt efter hvilke tidsperioder og samtidsudfordringer, der gør sig gældende på det pågældende tidspunkt. Engang var det ren overlevelse, i fysisk forstand, der fyldte for mennesker og sådan har menneskets vilkår skiftet gennem tiderne – uden at jeg vil gøre mig klog på historien, for det er jeg ikke!
Idag kan det at være menneske være svært, fordi vi lever i en tid, hvor vores velstand og sikkerhed (I vores lille bitte hjørne af verden, vigtig pointe!) generelt er sikret okay. Til gengæld lever vi i så hurtigtkørende og indtryks-bundløst informations og muligheds samfund, som opstiller en ret høj barre for, hvad et menneske skal kunne præstere, rumme og navigere i.
Det kan føles rigtig svært at være menneske i den her verden på speed og det kræver i mine øjne at nogen simpelthen står af på peronen og stiller spørgsmål til, om vi er på rette vej i det der super soniske højhastigheds tog, som vi alternativt nemt kan komme til at gå ombord på i en verden på speed.
Den enkelte som symptomet ikke problemet
Den anden dag læste jeg en artikel i nyhederne om stress og hvordan de enkelte arbejdspladser er blevet gode til at have handleplaner og hjælpe/støtte den enkelte stressramte. At tilbyde støttende samtaler og ressourcer, at vise empati og derigennem finde vejen tilbage til arbejdet igen.
Det er i sig selv rigtig godt – lyder det umiddelbart til – men problemet er bare, at der ikke bliver gjort noget ved det, som faktisk udløser stressen hos rigtig mange.
I sammenhæng med artiklen er den enkelte stressramte - også i min overbevisning - blot et symptom på, at noget omkringlæggende ikke er hensigtsmæssigt. Men i mange eksempler gør vi den enkelte til problemet i stedet for også at kigge det omgivende miljø. På den måde er som at symptombehandle et meget større underliggende problem (altså roden til symptomerne), som ofte ligger i kulturen, miljøet og strukturerne omkring den enkelte, som blot er symptomet på en større “sygdom”.
Fordømmelse af os selv og hinanden
På den måde kommer vi nok ofte til at fejl “dømme” den enkelte i mange forskellige henseender. På arbejdspladsen, i samfundet, i systemet, i psykiatrien, i sundhedsvæsenet, i familien, i parforholdet etc. Det er også klart lettest at lægge ansvaret et sted, hvor det ikke kræver den helt store forandringsproces...
Jeg har selv oplevet at føle mig, som problemet. Først i min opvækst, i min familie. Det var mig, der udløste symptomerne på, at noget ikke var som det skulle være. Så det var mig, der skulle behandles og ikke det miljø, som jeg befandt mig i, der skulle forandres. Så jeg blev ved med at udløse symptomerne, for det hele blev jo ved det samme omkring mig. Jeg har siden kan erindre følt mig som problemet, for nogen skal jo bære ansvaret og hvis ingen andre tager det, så kan man enten blive utilsigtet pålagt det eller have tendens til at påtage sig det selv - også selvom det retsmæssigt er andre, der bærer en stor del af det ansvar.
Billeder på det usunde
Idag ved jeg med min fornuft, at jeg ikke er problemet i mig selv, men det er de ting, som jeg er i samspil med, som i kombination udløser, at der overhovedet er et problem. Jeg er som de fleste andre et menneske på godt og ondt og det ligger i vores natur, at vi vil komme til at mistrives, hvis rammerne for vores liv skurer imod vores velbefindende og vores behov – over længere tid.
På den måde er vi nogle (mange!), der som mig er sensitive og mentalt aktive personer, der boner ud, hvis omgivelserne er utilsigtede (...eller tilsigtede) usunde omkring os. Det gør os ikke forkerte som mennesker, men gør os til billeder på, at der er noget, der ikke er som det skal være. At der er noget, der er i ubalance. Og har der været ubalancer for længe, så er de naturligvis sværere at balancere igen.
Balance, balance, balance
For mig handler det om at finde balancen og Jesus F*#*@?* Christ!! - hvor tager det mig evigheder at finde den, fordi jeg hele tiden kæmper mellem:
"Hvad jeg reelt kan og hvad jeg føler, jeg “burde” kunne i forhold til det omgivende samfund, miljø og strukturer".
For mig er angsten for fordømmelse min sårbare akilleshæl. Det er mit mest blødende sted, fordi det at opleve at blive gjort til problemet gentagend kan skabe en fuldblodsagtigt tro på, at det nok til enhver tid er sådan det hænger sammen. Et utroligt selvhad vokser ud af at have oplevet kontinuerlig fordømmelse og konsekvenserne af det. For så må det jo være rigtigt... (det er det selvfølgelig ikke, det er bare vores forunderlige hjerne, der kan komme til at konkludere det udfra vores oplevelser - derfor skal du IKKE altid tro på, at dine tanker taler sandt, det gør de ikke!)
Balancen er at finde ud af at ansvar skal fordeles – om det så er i samfundet, på arbejdspladsen, i systemet, i familierelationerne ...you name it yourself! For ofte er det ikke blot den enkelte, der er et problem og det ønsker jeg, at vi alle vil blive mere bevidste omkring - både for os selv, for den omkringlæggende verden og for fremtiden. På den måde kan vi måske træffe mere sunde og bæredygtige valg.
En del af forandringen
Det er selvfølgelig en kompleks snak, jeg har gang i her, og der er helt uendelig mange nuancer at tage i betragtning. Vi har selvfølgelig også selv en del af ansvaret for at gøre noget ved det, som vi rent faktisk kan – meeeen overordnet mener jeg, at vi fælles skal blive bedre til at skabe et samfund, hvor vi tør kigge på de årsager, som udløser symptomer på ubalancer omkring os.
At vi bevæger os meget mere i retning af, at det er i fællesskaber, vi kommer til at mistrives og at det er i fællesskab, vi finder balancen igen. At vi bliver bedre til at anerkende og respektere, at vi vitterlig har vidt forskellige funktions niveauer, kompetencer, behov og ressourcer og at de, der falder udenfor (ja, det ville være fedt at komme helt væk fra den tankegang!) ikke bare skal tænkes ud af konteksten, men som en del af forandringen. Det er mit inderste dybe håb!
Jeg har selv endnu ikke fundet balancen sådan stabilt. Men jeg insisterer på, at jeg kan blive bedre til at finde den, være tro imod mine reelle ressourcer i stedet for dem, som jeg føler jeg burde have. For jeg de ressourcer, jeg har og det er nu engang virkeligheden – uanset hvor meget jeg ville ønske noget andet.
"Jeg insisterer på, at alle mennesker har ret til et fredfyldt liv i trivsel med det, de nu engang består af. Alle fortjener at leve det bedste liv muligt uden at blive gjort til problemet, men tværtimod set på som en del af vejen mod et bedre sted"
Kh
Mette
Comments