Skam

Jeg skriver dette indlæg i ønsket om, at det måske kan lette blot en smule for læseren. Og samtidig fordi jeg ved af erfaring, hvor alt ødelæggende skam kan være for et menneske at leve i skyggen af.

Sund og usund skam

Skam er for mig en følelse, der er helt naturlig - ligesom alle andre følelser i øvrigt (!). Det er også en følelse, som vi har behov for at kunne føle, hvis vi reelt har gjort noget sårende eller skadende overfor andre mennesker. Vores moralske og etiske kompas bliver afstemt ved at være i stand til at føle både skyld og skam. På den måde er skyld og skam en del af de følelser, der gør os i stand til at ændre på vores ageren i vores relationer og egentlig også en form for forudsætning for at være et medfølende menneske, der vil rette op på vores adfærd, hvis vi kommer til at såre andre mennesker. Det gør, at vi ikke bare tillader os selv at opføre os som vi har lyst til - på bekostning af andre menneskers grænser og trivsel.

Emnet skam er et en kompliceret størrelse for mig personligt, så for at forenkle det lidt vil jeg kalde det sund skam, når vi reelt har fucket op med vores adfærd - og usund skam, som er den skam, der på en eller anden vis kommer udefra og utilsigtet bliver skabt indeni os og er rettet imod det menneske vi er. Det er den sidste form for skam (den usunde), som jeg vil berøre i dette skriv.

Skyld og skam er mine følgesvende

Så længe jeg kan huske tilbage har skyld og skam været skygger, der har fulgt mig gennem livet. Helt fra min barndom har jeg følt skam over det liv, som har været mit. Helt fra jeg kan mindes og til denne dag i skrivende stund er skammen noget, som fortsat følger mig.

En skam over, at jeg ikke har kunnet skabe mit liv anderledes end det, som det blev. En skam over alt det rod, der har været og de mange svigt, som jeg har oplevet - som var det mit eget ansvar. Som var det min egen skyld, at der er så megen ulykke, der er hændt mig.

Følelsen af skam vil jeg beskrive som farven sort, hvis den altså skulle farvelægges... Det er som sort blæk, der breder sig og skaber et mørke indeni. Det er en følelse af, at man ikke er duelig som den man er. At man er forkert.

Den her ødelæggende følelse af skam opstår ofte nok helt tidligt. Jeg tror på, den ofte kan være nedarvet og kan derefter blive vedligeholdt gennem opvæksten i de nære relationer. Det kan være inddirekte eller direkte, men kernen er, at man bliver underkendt eller krænket på ens følelser og på den måde lærer indeni, at man i sig selv ikke er god som den man nu engang er. Man oplever, at ens behov, grænser og følelser ikke bliver validerede som de reelt er. Når ens følelser, behov og grænser ikke bliver validerede og imødekommet, så lærer man, at man i bund og grund ikke er rigtig. At man på en eller anden måde ikke kan stole på sine egne følelser og oplevelse af verden. Man mangler det spejl, der siger: du er set, hørt og forstået, som den du er.

Problemet her er, at man som barn internaliserer omverdens indtryk såsom kritik, holdninger og meninger. Altså man påtager sig andres opfattelser, fordi man som barn er som en svamp, der bare suger og optager alt omkring sig. Altså man er under udvikling og er sårbar, fordi man endnu ikke har lært at passe på sig selv og er afhængig af at andre gør dette. Hvis så man ikke oplever at modtage den tryghed og omsorg i tilstrækkelig grad fra sine nærmeste relationer, så er det at man begynder at tilpasse sig. man begynder at forsøge at ændre sig selv, fordi den man er, må jo være forkert.

Det er her kimen til skam ofte er lagt og en følelse af både skyld og skam over at være sig selv kan komme til at blive en del af ens oplevelse af sig selv.

Sådan har det været for mig og jeg skriver om det, fordi jeg ved at der er mange andre, der også kæmper med den form for skam.

Jeg tror på, at ved at få den frem fra det sted, vi har gemt på den indeni, vil vi kunne opløse den.

Skæbnetro kan opløse skam

Jeg er meget undersøgende og nysgerrig på begrebet skæbne og har en tro på, at vi alle er bestemt en eller anden form for skæbne. Men på den måde, at der er nogle livs omstændigheder og mønstre, som vi bliver født ind i, som er skabt gennem generationer og som på den måde danner en ramme for det liv, vi lever.

Der er nogle forhold, vi kan tage styring på undervejs, men der er også rigtig meget som vi ikke kan.

At beskæftige sig med dette skæbnebegreb, er jeg overbevist om vil kunne lindre mange mennesker i deres lidelse, da det netop viser os, at ikke ALT er vores skyld og skam at bære. At der er så utrolig meget, som ligger udenfor vores rækkevidde og som på den måde kan medvirke til at opløse skamfuldhed over de livshændelser og den livsbane vores liv har taget.

Vi lever i en tid, hvor det er som om vi tillægger det enkelte menneske et kæmpe ansvar for deres skæbne, men det mener jeg ikke vi skal! Ikke alt er op til os og ved at erkende, at vi er en del af et meget større og kompleks netværk af både arv og miljø - så kan den skam og skyld blive opløst og lindret for det enkelte menneske.

Ikke at lade stå til - men at slippe en umulig kamp

Skeptikere (inklusiv mig selv, fordi jeg ofte følges af tvivl...) vil kunne sige: "Jamen, er det da ikke bare at lade stå til at tro på skæbnen?!". Men der er jeg ved at nå frem til et rungende NEJ!

At blive bevidste om, at vi ikke bare selv kunne have fravalgt vores livs sygdomme, ulykker, traumer osv - vil frigøre os fra meget nedbrydende følelser af skyld og skam. Jeg er overbevidst om, at det ikke gør noget godt for nogen, at skulle bære på sååå stort et ansvar OG at det ikke er for den enkelte at bære.

Ved at sætte os selv ind i en meget større kontekst både genetisk, historisk samtid, generations skabte mønstre, fysiske og psykologiske miljøer, relationelle forhold osv osv... - vil vi forstå, at utrolig meget spiller ind og at ikke ALT kan forklares eller blot forandres af os som individ. Det har for mig været en kamp, jeg har kæmpet hele livet og jeg ved, at der er mange andre, der også vil kunne genkende at kæmpe en umulig kamp.

Alt dette er IKKE det samme som at lade stå til. Det er at se på realiteterne og placere et ansvar ud på langt flere skuldre. Det er at skille tingene fra hinanden og på den måde nå frem til, hvad man så KAN gøre noget ved og slippe tyngden af ALT det som er helt og aldeles uden for ens rækkevidde - at slippe en umulig kamp!

Tilgivelse

Tilgivelse er ikke et enkelt begreb, men derfor vender jeg alligevel selv tilbage til at arbejde det med det gentagende. Særligt tilgivelsen af mig selv. I bund og grund har jeg altid følt relativ let ved at tilgive andres helt utilgivelige adfærd, men ikke mig selv.

Dette skyldes - for mig - den skyld og skam, som jeg har båret indeni og hvor jeg gentagende har taget ansvar for andres adfærd for at lindre deres smerte over at være belastede af mig.

Dette begyndte nok ved mine forældre, som selv havde svigt med fra ophavet og ikke skulle have det skidt over deres egne svigt - så derfor påtog jeg mig dem i stedet. At det var MIG, der var forkert og havde skylden for deres (og efterfølgende andres) svigt = internalisering af, at jeg var et forkert menneske.

Det er her, hvor tilgivelse af sig selv kommer ind. Som barn bærer, du aldrig hverken skylden eller ansvaret for andres adfærd - og det gør du i øvrigt heller ikke efter din barndom! Med denne viden kan vi kan gøre, hvad vi kan med det vi har og give os selv fri fra alt det ansvar, der ikke er vores at bære OG i eget tempo tilgive, at have båret det uretmæssigt i alt for mange år.

Jeg ved, at processen med at opløse skam kan tage forever... Så vær nænsom ved dig selv i stille og roligt at leve mere og mere frigjort fra skyggen af skyld og skam.

Livet er, som det er og ikke som vi ville ønske, det var - og det er okay <3

Kærlig hilsen

Mette