Denne blog har været i udarbejdelse i over 6 år. Tja, ting tager tid og det samme har dette projekt gjort for mig. Bloggen har ligget "gemt" for omverdenen ude på det store internet og bare ventet på, at jeg følte mig klar til at tage skridtet.
Det her er en proces, som har skullet modne indeni mig efter mange år i livets helt yderste, tungeste og dunkle kroge.
Meeen som jeg sidder her ved mit skrivebord i dag, er jeg nået til et sted hvor jeg mærker lyset og letheden fylde mere og mere. Også på trods af, at der er livsvilkår som udfordrer stort. Så formår jeg at have fantastiske stunder i sameksistens med det andet.
Jeg kom til at tænke på metaforen om at skifte ham - altså som en slange, der skal skifte hele sit skind - for efterhånden mange år i forbindelse med min skilsmisse. Min livsbane skulle vise sig at gå i en retning med ekstreme udfordringer i en lang årrække. Nu med endnu større tyngde end det liv, der gik forud...
Det er mundet ud i, at jeg (efter mange års tilløb...) sidder her og skriver dette. For jeg SKULLE skifte ham - helt dybt indefra og ud. Det har for mig ærligt krævet uendelige mængder af tålmodighed, at rejse sig igen og igen og igen og tid, tid, tid. Og ærligt, så er processen i at leve livet er jo, ja... livslang!
Som nævnt påbegyndte jeg denne blog med nedenstående skrift for år tilbage, hvor jeg troede jeg var på vej imod en lysere tid, men det viste sig i stedet, at jeg lige skulle gennem endnu flere labyrintiske sideveje og dybe kløfter. Livets vej, du ved, bliver aldrig forudsigelig. Nedenstående var mine tanker allerede dengang og her er et uddrag:
"H.C Andersen sagde: "At rejse er at leve". Men at leve er også en rejse - en evig rejse!
Det kan synes som om livets udfordringer indimellem ingen ende vil tage. Nogle mennesker kan føle, de bliver spillet de samme meningsløse kort igen og igen og igen og igen... Og man sidder fast i gamle mønstre, der engang var hensigtsmæssige for at overleve, beskytte sig selv for at komme gennem livet.
Vi kan som mennesker fejlagtigt indlære: at vi er forkerte, skal gemme os for ikke at opleve svigt, påtage os skyld for det skete, andres ulykkelighed og svigt. Ulykkeligvis tro: "Det er nok mig, der har været noget galt med siden første dag, jeg tog mit første åndedrag i denne verden..." "Min skyld, at jeg ikke blev taget ansvar for, draget omsorg for, ikke blev rummet, som den jeg var og er" fordi "Jeg er forkert som menneske"
Vi er ikke selv skyld i eller har indflydelse på de vilkår, vi hver især bliver givet i livet og de følger, det kan få. Men på vejen kan man nå frem til en erkendelse af, at den ham (altså jf slangens ham ;-)), man engang havde KAN skiftes!
Man kan finde stor styrke og FRIHED i at opdage, at det kan lade sig gøre at acceptere fortidens hændelser, tilgive sig selv for den retning, man gik. Vi kan ikke ændre på fortiden eller ting vi ingen kontrol har over (andre mennesker, omgivende ydre omstændigheder i vores liv, vores barndom etc.), men vi kan ændre de ting, vi selv har indflydelse på NU!
Det kan tage laaang tid og vi må hen ad vejen forsøge at finde accept og tilgivelse af os selv for at have været i de mønstre. De var engang nødvendige for os, men er ikke længere hensigtsmæssige for os at fortsætte med at praktisere livet igennem.
Ved at acceptere og tilgive, kan vi finde fremdrift fremfor at drukne i forsøget på at svømme imod strømmen og kæmpe imod at være dem vi er - med baggrund i, at vi livet igennem har tillært os, at netop sådan et menneske var forkert at være."
Jeg troede, da jeg skrev dette for omkring 6 år siden, at vejen foran mig nu ikke var så lang - men det var den...
Mit eksempel viser bare, hvor svært det kan være at forandre sit liv, når det handler om dybe mønstre, der er skabt for længe siden og er tillært for at overleve. Det er meget udfordrende at ændre en adfærd, som har været éns mestringsstrategi igennem smertefulde svigt og oplevelser; uanset, hvor skidt de fungerer i voksenlivet!
At slippe de overlevelsesstrategier, er faktisk lig med at sætte sig selv i en form for følelsesmæssig livsfare. For det er jo dem, vi har brugt for at klare os igennem livet. Sådan har det føltes for mig og det er det eneste, jeg kan tale ud fra. Min egen oplevelse, mine egne erfaringer.
Men der ER en vej. Både hammen og mønstrene kan forandres, uagtet hvor lang tid det tager!
Vi snakkes ved <3
Kærlig hilsen
Mette